234
Ebo mister sit Ærkesæde.
vistes danske og vendiske Børn. Kejseren havde rundhaandet givet Hamburgklosteret en lille Bogsamling.
Det var store Ideer, Ludvig havde bragt til Udførelse, og han var gaaet til Værks ad Veje, som var hans Faders ganske modsatte. Den store Kejser havde først erobret og derpaa drevet Mission, indtil som sidste Led en Episkopalforfatning var bleven indført. Under Ludvig derimod blev et Ærkesæde stiftet, inden noget Folk var kristnet; i det hedenske Land var knap nok nogen Kirke bleven bygget, end sige noget Bispedømme grundet. I hele Holsten fandtes der uden for Hamburg kun tre Kirker, hvor Daab og andre Sakramenter kunde foretages.
Netop i disse Aar samlede Skyerne sig over Ludvigs Hoved, og han bragtes i Forviklinger, som viste, hvor svag og karakterløs han var. Ludvigs Sønner vendte sig efterhaanden alle imod Faderen, mange af Stormændene toge Parti med dem, og paa Sletten ved Kolmar, der snart i Folkemunde hed »Løgnesletten«, saa man det uværdige Skue, at Ludvig gav sig sine egne Sønner i Vold; han maatte gøre Kirkebod og frasige sig Kejserværdigheden (833). Inden Aarsdagen derefter brød der imidlertid Uenighed ud i de sammensvornes Rækker, og Ludvig blev genindsat i sin Værdighed. Ærkebisp Ebo havde staaet paa Sønnernes Side mod sin Beskytter og Ungdomsven, og skønt han kunde undskylde sig med, at han havde alle Rigets Bisper til Meningsfæller, faldt Ludvigs Vrede tungt over ham. Ebo gjorde et Forsøg paa at flygte til Danmark, men det lykkedes ikke, han mistede sit Ærkesæde og sattes i Kloster.
Under de store politiske Kampe havde Ebo maattet opgive al Tanke om Missionen. Han overdrog sin Missionspost til Gauzbert, hvem han ogsaa overlod Welanao, og Paven stadfæstede det skete, idet han gav Gauzbert Bispekaaben. Gauzbert kunde saaledes veludrustet drage til Sverige, ogsaa forsynet med skønne Altersager og Messeklæder, med Psaltre og Evangelier. For anden Gang syntes Missionen at skulle virke her under de bedste Vilkaar. Gauzbert modtoges vel af Konge og Folk; der blev bygget en Kirke i Sigtuna, og de troendes Tal voksede fra Dag til Dag. Men mange Hedninger saa dog med Uvilje paa de kristne Præsters Virksomhed. En Dag udbrød Uroligheder, Hedninger stormede ind i Gauzberts Hus, dræbte hans Slægtning Nithard og lagde ham selv i Lænker under allehaande Forhaanelser. Kongen havde ingen Lod deri, men kunde ikke hindre, at Folket tvang Gauzbert til at forlade Landet. Denne
