227
Kong Harald døbes.
Den højtidelige Handling foregik i Daabshuset ved St. Albani Kirke Syd for Mainz. Efter at Harald havde afsvoret de hedenske Guder, steg han ad Trinene ned i Kummen med det hellige Vand, hvori han dykkede sig tre Gange, derpaa bekendte han den nye Tro, og Korsets Tegn gjordes med den hellige Olie paa hans Pande og Bryst. Kejseren var Fadder og iførte ham de nye hvide Klæder; til den danske Dronning stod Kejserinden Fadder, og til Godfred Kejserens Søn Kong Lothar. Den samme Tjeneste udførte Rigets store over for det hele Følge af Høvdinger, ligesom hines Tjenere mod de underordnede. Alle vendte saa tilbage til Ingelheim, hvor Klokken kaldte til Messe; det prægtige Tog bevægede sig frem gennem de sammenstimlede Skarer til den billedsmykkede Slotskirke. Forrest skred Kejseren, omgivet af nogle af de højeste Embedsmænd, derpaa fulgte Sønnen Lothar og ved hans Side de Danskes Konge i den lange Daabskaabe. Efter dem gik Kejserinde Judith og nær ved hende den danske Dronning, saa fulgte hele den øvrige Skare. Efter endt Gudstjeneste samledes man til et prægtigt Maaltid i Paladset, hvor gyldne Kar funklede paa de hvide Duge over Stenbordene.
Den frankiske Munk Ermoldus Nigellus har i et langt Digt givet en vidtløftig, straalende Skildring af Haralds Daab, der des værre mest bygger paa hans livlige Fantasi. Imidlertid er det vist, at Frankerne opfattede det som et stort Øjeblik, da den danske Konge og hans Høvdinger bleve vundne for Kristendommen. Og dog skulde denne Handling slet ikke faa Betydning for selve det danske Folks Omvendelse. Ved Haralds Troskifte havde politiske Hensyn spillet en altfor stor Rolle, og Kongen havde ikke en saa sikker Stilling i sit Hjemland, at hans Overgang kunde tænkes at ville øve nogen Paavirkning paa Folket. Hvis dette ikke tidligere havde været Kejser Ludvig klart, maatte han føle det under de Forhandlinger, som fandt Sted og hvis Resultat blev, at Kejseren overdrog Harald som Len Grevskabet Rüstringen ved Wesermundingen, for at han her kunde have et Tilflugtssted under Trængsel i Hjemlandet. Men ikke blot for dette Len, ogsaa for sit danske Rige erklærede Harald sig for Kejserens Lensmand, idet han lagde sin Haand i hans og til Gengæld af ham fik Vaaben og Heste.
Imidlertid skulde Kongens Daab fremkalde en betydningsfuldere Virken for Kristendommen i Danmark.
29*
