218
Kong Harald vender hjem til sit Rige.
Abodriterne følte sig imidlertid tilsidesatte af Kejseren og sluttede Forbund med Danskerne om et Angreb i Fællesskab paa Nordalbingien. Glum, som var Jarl ved den danske Grænse, rykkede med Fodfolk mod den truende Fæstning Itzehoe, som tillige blev angrebet af en dansk Flaade, der var løbet op ad Elben og Stør; men Borgens Forsvarere gjorde saa tapper Modstand, at de Danske maatte opgive Belejringen (817). Derefter blev Abodriterfyrsten haardt straffet og afsat.
To Aar senere skulde det lykkes Harald at vende tilbage til den Del af Riget, som han ansaa for sin. Da var der nemlig udbrudt Strid mellem Godfreds Sønner indbyrdes, idet to af Brødrene fordreve de to andre. Harald, som jævnlig havde gjort Indfald i Danmark, kunde nu med Bistand af Kejser Ludvig drage til sit Hjemland (819), og da der i Aaret 822 blev holdt en Rigsdag i Frankfurt, kom der Udsendinge til Stede baade fra Harald og fra Godfredsønnerne.
II.
Vikingetogene begynde.
Mægtigt og indgribende havde Karl den Store virket. Han havde samlet, hvad der før var splittet, kristnet, hvad der var hedensk, og bygget op, hvad der laa i Brudstykker og Ruiner.
Men Bygningen var for kæmpemæssig til at have Bestand i Længden, og Kejserens Gerning havde ogsaa ægget til Modstand; den havde givet sit Stød til at vække en Kraft, der snart skulde blive hans Efterfølgeres og hans Riges værste Fjende.
Med det 9. Aarhundredes Indgang eller nogle Aar forinden oprinder et nyt Tidsrum for dansk Historie. Hvad vi kalde den historiske Tid tager sin Begyndelse. Vor Kundskab til de Tidsrum, der ligge før 800, støtter sig alene til de Tusinder af Sagn, som Saxo og andre nordiske Forfattere paa Valdemarernes Tid eller senere have optegnet. Af og til, men med Aarhundreders Mellemrum, have ogsaa de fremmede Landes Historikere bragt en enkelt Oplysning om Danske og deres Virken. Een Kundskabskilde taler ganske vist i Norden tydeligere end i de fleste andre af det nordlige Europas Lande, nemlig de talrige Oldsager og Mindesmærker; men af dem lære vi dog kun enkelte Sider af Kulturlivet at kende, og vi blive kun en vis Rækkefølge gennem Tiderne vaer, ikke nogen ved Aarstal angivelig Tid eller nogen Samtidighed
