209
Sachsernes Kultur.
fred fra York (678). Hans Gerning fortsattes af hans Discipel Willibrord, der ogsaa prædikede hos de frie Frisere, uden at det dog lykkedes ham at omvende disses Fyrste Radbod. Imidlertid voksede de døbtes Tal stadig, og ved Willibrords Død (739) havde Kristendommen ogsaa vundet Tilhængere i Landene Nord for Zuydersøen; kun i den nordøstligste Del, fra Laubach til Weser (se Kortet S. 76), var den hidtil ikke bleven prædiket. Tysklands store Apostel Angelsachseren Bonifacius (Winfred) besluttede sig til at forkynde Kristendommen blandt de uomvendte; han drog fra sit Bispesæde i Mainz til de nordlige Kyster af Zuydersøen, og det lykkedes ham ved sin Prædiken at bringe flere Tusinde Frisere til at tage mod Daab. Næste Foraar kom han igen (754). Der skulde netop ved Dokkum foregaa en Konfirmation af nylig døbte, da ved Daggry Hedninger brøde frem mod de Kristnes Telte, dræbte Bonifacius tilligemed ti Præster og mange frisiske Kristne.
Frankernes Konge Pippin den lille frygtede alt for meget de vilde Friser til, at han turde tage Hævn for Mordet paa Bispen. De Kristne byggede dog paa det Sted, hvor han dræbtes, en Kirke til hans Minde, og nye Missionærer fortsatte hans Gerning. Saaledes blev en indfødt Friser Liudger 786 sendt derop med Paalæg om at tage Bolig hinsides Laubach for at prædike Evangeliet i de hedenske Landskaber ved Emsmundingen. Efter sin Konges Befaling nedrev han de hedenske Helligdomme; han drog ogsaa til de frisiske Øer, saaledes engang til Helgoland, hvor han ødelagde de Offersteder, som her fandtes for Guden Fosite. Liudger døbte her Kristne i den samme hellige Kilde, af hvilken Hedningerne kun i Tavshed havde turdet øse Vand.
Igennem tre Menneskealdre var Kristendommen bleven prædiket hos Friserne, inden der kunde tages fat paa at omvende Sachserne. Sachserne boede bag ved Friserne i det nuværende Westfalen, Hannover, Oldenburg og Preussisk-Sachsen indtil Elben; kun i Landet nærmest Vest og Øst for Elbens Munding beskyllede Havet deres Land. Hinsides Elben boede slaviske Folk, der ogsaa havde spredt sig i et stort Antal Kolonier i Landene Vest for Elben, i det nuværende Thüringen, Hessen og Franken. Sachserne levede i et mærkeligt afsluttet og uigennemtrængeligt Samfund. Gennem Aarhundreder havde de, efter at Udflytningen til England var ophørt, rolig boet i disse samme Landskaber, uden at vandre og uden at lade sig tvinge af omboende Folk. Det var et Samfund af ensartet Bygning og en ejendommelig helstøbt Karakter, et Folk
Danm. Riges Hist.
I 27