208
Kristendommen prædikes hos Friserne.
slagene ved Østersøen, saaledes som vi have set; men baade de slaviske Folk og Finnerne vare Hedninger.
Desuden var Missionen hidtil bleven drevet med liden Kraft og Udholdenhed, i alt Fald fra den romerske Pavemagts Side. Pave Gregor den store havde ladet Ordet forkynde i England, men det var Irer (Skoter), som bragte Kristendommen til Skotland, og irske Præster og Munke havde større Indvirkning paa, at Kristendommen endelig befæstedes i Frankerrigerne end Paven i Rom. Angelsachserne fortsatte senere »Skoternes« Gerning og paatoge sig med Bistand af Paven den Opgave at kristne de tyske Folk. Imidlertid havde i Syden den katolske Kirke faaet den indre Vækst, som gjorde, at den nu kunde aabenbare sig for Hedningefolkene som en mærkelig fastbygget Magt, og den havde siden Pave Gregor den stores Tid rustet sig med alle de vækkende Midler i den ydre Fremtræden, den betagende Pragt og Skønhed, som maatte fange Hedningernes Øje og Sans og lade dem lytte efter den forkyndte Lære.
Det er ikke tænkeligt, at man i Norden var uvidende om den Kristendom, som var bleven de sydlige Landes almindelige Tro. Handelsforbindelser maa have bragt Efterretning derom, forskellige indførte Genstande maa have vakt Opmærksomhed. Herulerne, der havde boet ved det byzantinske Riges Grænser, vare jo vandrede til Norden, og paa tvende Hærtog i det 6. Aarhundrede havde Danske kæmpet med kristne Folk. Senere vare maaske Forbindelserne blevne afbrudte, skønt der dog stadig drog nordiske Handelsmænd til Rhinegnene.
I det ottende Hundredaars Slutning begyndte imidlertid Kristendommen at nærme sig vore Grænser, og to af de hedenske Folk, som hidtil mest haardnakket havde vægret sig mod at antage den kristne Lære, bøjede sig efterhaanden for den fremtrængende Magt. Men det skete paa helt forskellig Maade hos disse to Folk.
Friserne vare et tysk Folk, der boede i de flade, af Havet truede Kystlande langs Nordsøen, lige fra Sinkfal ved Brügge indtil Landskaberne omkring Ems’ og Wesers Udløb. De vare delte i mange Stammer, af hvilke de, der boede sydligst og vestligst, havde bøjet sig under Frankerkongerne, medens der endnu i Nord boede »frie Frisere«. De merovingiske Herskere havde dog mere tænkt paa verdslig Magt over Friserne end paa at vinde dem for den kristne Lære. Skoterne havde ikke fundet Vej til hine Kystfolk.
Angelsachserne paatoge sig derimod denne Opgave, og den første Missionær blandt Friserne ved Zuydersøen blev Biskop Wil-
