200
Menneskeofringer.
som har skildret de Danskes Erobring af Normandiet, fortæller paa lignende Maade, at Danerne, naar de droge i Hærfærd, ikke ofrede Kvæg eller Korn, men et Menneske. Ofret blev valgt ved Lodtrækning, og en Gode forestod Handlingen. Panden knustes med et Aag, Hjertets Fibrer undersøgtes, og naar de ofrende havde besmurt deres Hoveder med Blodet, sejlede de af Sted.
Foruden at Krig kunde nødvendiggøre Menneskeofringer, vilde stor Nød i Landet ogsaa kunne berettige dertil. Efter en Fortælling i Ynglingasaga ofrede Svenskerne under en stor Hungersnød i det første Aar Øksne; da det ikke hjalp, ofrede de i det følgende Aar Mennesker, til sidst i det tredje Aar Kongen.
Mennesker ofredes desuden ved Folkets store Sammenkomster. Allerede Tacitus fortæller, at naar beslægtede germanske Stammer kom sammen til fælles Møde, ofrede de et Menneske. Ifølge den svenske Gutasaga ofrede man paa Gotland paa de mindre Ting kun Mad og Kvæg, men paa det fælles Ting Mennesker. Og Historieskriveren Thietmar, Biskop i Merseburg, fortæller (o. 1015), at de Danske hvert niende Aar i Januar Maaned kom sammen i Lejre fra hele Danmark, og da blev der ofret 99 Mennesker, 99 Heste, samt Hunde og Haner. En lignende almindelig Offerfest for alle svenske Landskaber omtales af Adam af Bremen. Den holdes hvert niende Aar, og da sender Konge og Folk, høj og lav, Offergaver til Upsala, ja de kristne kunne kun slippe ved at løskøbe sig. Der ofres ni Stykker af alt levende af Mandkøn, og ved Blodet forsones Guderne. I Offerlunden tæt ved Hovet ser man Hunde og Heste hænge ved Menneskers Side, og hvert eneste Træ bliver anset for helligt. Adams Hjemmelsmand havde her talt Ligene af 72 hængte Mænd.
Derimod synes Enkeltmand ikke at have ofret Mennesker; dog gik der Rygter om, at ivrige Blotmænd gjorde sig skyldige deri.
Hos de germanske Folk fandtes der ikke, saaledes som hos enkelte andre Folk, til Eks. Kelterne, en særegen Præstestand. Nordboernes Præster, der hed Goder, havde ingen særlig Uddannelse eller ejendommelig Levevis, de vare Led af Folkemenigheden og endog nøje knyttede til den praktiske Verden. Derfor vare Goderne virksomme paa Tingene, og Forhandlingerne indlededes ofte med Ofringer. Præsterne udspurgte saaledes her Guderne, om Raadslagning maatte finde Sted angaaende en forebragt Sag. De skar Mærker i de Tene eller Spaan, der skulde benyttes ved Lodkastningen; disse Smaapinde kastedes derefter paa et hvidt Klæde,
