198
Ragnarok.
visselig ikke have været en hinsides Verden af denne Art, der lokkede de krigerske Germaner eller Nordboer til frejdigt at gaa i Døden.
Tidligt maa den Tanke være opkommet, at selve Gudeverdenen
var truet med Undergang. Læren om Ragnarok — d. e. Gudernes
Jærtegn, men Ordet blev allerede i Oldtiden mistydet som Gudernes
Tusmørke, i ældre Dansk røg — er trængt ind i hele den nordiske
mytiske Digtning. Den opstod ikke, fordi man tvivlede om
Guderne, eller fordi de gamle Forestillinger vare ved at opløse sig,
ikke heller fordi man saa den nye Religion Kristendommen sejrrigt
brede sig over Verden. Nordboernes Gudetro havde kun samme
Lod som andre Religioner. Tanken om, at der bag ved de mægtige
Guder, som man dyrker, staar en endnu mægtigere, vil let trænge
frem. Selv den, som tror paa Solens stolte Gud eller Maanens
underfulde Kræfter, maa kunne tænke sig en endnu større Guddom,
naar han ser, at disse Himlens mægtige kunne formørkes eller
skjules af ukendte Magter. En lignende Tanke vil opstaa, naar han
mærker, hvorledes midt i den uforanderlige, regelmæssige Verden
skjulte Kræfter gøre sig gældende, Kometer pludselig lyse over
Himlen eller Jordskælv ryste Klodens faste Bund.
Guderne have jo desuden antaget menneskelig Skikkelse for Forestillingen, de opleve i Myterne Tilskikkelser af almenmenneskelig Natur. De leve som Mennesker, de spise, drikke og sove, de kunne miste Lemmer og Sanser, hvorfor skulde da ikke ogsaa Guderne kunne faa den menneskelige Lod Døden? Guderne ere endvidere stedte i evindelig Kamp; vil det da ikke ogsaa være i Kamp, at de gaa til Grunde? Og naar Menneskets Sjæl lever efter Døden, hvorfor skulde ikke ogsaa Guderne kunne opstaa i en fornyet, lutret, forynget Skikkelse? Tanker af denne Art have jo faaet Udtryk i andre Religioner; derfor troede man til Eks. i det gamle Iran paa en sidste Strid. Naar Menneskene vare altfor vanslægtede, og naar den store Vinter havde lagt sig over Landet, naar Kometer angreb Sol og Maane, da skulde Lysets Gud Ormazd bestaa den sidste Kamp mod Mørkets Fyrste Ahriman og sejre. Under Verdensbranden ville de døde genopstaa, og den vil virke som en Rensningsild, der fortærer det onde. Derefter begynder Ormazds uanfægtede Herredømme.
Vølven synger om hin Kamp i det berømteste af Oldtidens Digte. En Tid vil komme, da Vold og Ondskab vil tiltage i Verden.
