196
Norner, Fylgjer og Valkyrjer.
Over hvert enkelt Menneskes Skæbne raadede Nornerne. De vare til Stede ved hans Fødsel og hjalp den fødende Moder, de bestemte den nyfødtes Livsgang og tildelte ham ondt eller godt, ligesom de ved Livets Ende stode ved Dødslejet. Saxo fortæller om, hvorledes de Danskes Konge Fridlef udfrittede Nornerne om sin Søns Skæbne. Han traadte ind i den Helligdom, hvor de tre Gudinder tronede paa deres Stole. Den første Norne var huld og gav Sønnen Skønhed, ogsaa den anden Norne var venlig og skænkede ham Gavmildhed, medens den tredje, haard og misundelig, tildelte ham Karrighed.
Dybsindig og fuldt saa skøn som nogen græsk Myte er Læren om Fylgjen, den Følgeaand, der ledsager Mennesket. Vi møde her Nordboernes levende Opfattelse af Modsætningen mellem Sjæl og Legeme, deres Kendskab til hint urolige Væsen i vort Indre, som mod vort Ønske plager og bebrejder os, som fylder os med Drømme og Anelser og taler advarende til os. Saa stærkt følte man Sjælens ejendommelige Liv, at den for Opfattelsen ligesom løsrev sig fra Legemet, tog Skikkelse ved dets Side eller færdedes paa egen Haand. Vi have saaledes set, hvorledes under Kampen ved Lejre Bjarkes Fylgje gaar i Striden for ham, medens han selv synes at slumre.
Endelig kan nævnes som en Art Norne i Dødsøjeblikket Valkyrjerne. Det er Valpladsens Møer, der bestemme Kampens Gang og udpege de Krigere, som skulle gaa i Døden. Men Troen paa Valkyrjer opkom først i Vikingetiden.
Endnu staar kun tilbage at omtale Dødens Guddomme.