175
Den frie Mand.
Nidding og æreløs, han foragtedes, som var han en Træl. Men Kongen skulde paa sin Side til Gengæld for den tro Tjeneste værne om sine Kæmper og ved Rundhaandethed vise sit ægte fyrstelige Sind. Skildringen af Hrodgars, Rolf Krakes og flere andre Kongers Hof og Hird vil allerede have vist os Nordboernes Opfattelse af Forholdet mellem Fyrsten og hans Mænd.
Ikke blot Kongerne, ogsaa andre mægtige Mænd havde et Følge
omkring sig. Men inden vi omtale Landets Stormandsklasse, skal
det kortelig fremstilles, hvilke Bestanddele Landets Befolkning i
det hele rummede.
Samfundets vigtigste Led og egentlige Kærne vare de frie Mænd. Den frie og frelse Mand (oldn. frjáls, egentlig fri Hals, den, der ikke bøjer sit Hoved for nogen) nød alle Samfundets Rettigheder. Han havde den højt skattede Ret til at bære Vaaben, og han kunde drage, hvorhen han vilde: han mødte frem paa Tinge for at søge sig Ret eller for at hjælpe andre til at vinde den, ligesom han her deltog i Forhandlingerne om sin Egns eller om Landets almindelige Anliggender og gav sin Stemme om, hvad der skulde gælde som fremtidig Ret.
Den frie Mand fandt sin Beskyttelse ved den Agtelse for Loven, som var raadende, hvor meget end Sværd og Selvtægt gjorde sig gældende, og fremdeles ved den lette Adgang til at klage sin Ret paa Tinge. Hjembygden, Herredet — Inddelingen i Herreder er ældgammel — Landet (Provinsen) og Riget, alle disse Kredse havde Ting, hvor Borgeren frit kunde klage sin Ret. Dér uddannede den enkelte sig ogsaa til virksom Tjeneste i Samfundet og lærte Landets Love og Vilkaar at kende, og dér kunde han øve sig i Veltalenhedens Kunst.
En vigtig Beskyttelse havde den frie Borger endvidere i sin Slægt og Familie. Efter Nordboernes Opfattelse skabte den fælles Herkomst og det samme Blod et helligt Baand, som knyttede Slægtens Medlemmer sammen og styrkede hver enkelt af dem. Derfor kom ogsaa Skammen for en Forbrydelse til at paahvile Slægten; var der begaaet Manddrab, kunde Hævnen gaa ud over Drabsmandens Slægt, og i Udredelsen af Mandeboden maatte den deltage. Paa en Tid, da den offentlige Myndighed kun i ringe Grad med Politimagt beskyttede den enkelte Borger, havde denne i sin nære eller fjernere Familie den vigtigste Støtte. Under Alderdom og Armod vilde den hjælpe ham, den traadte til hans Bistand,
