174
Kongens Stilling til Gudsdyrkelsen.
Landets almindelige religiøse Fester eller Ofringer. Herfor tale flere gamle Vidnesbyrd og ikke mindst dette, at de ansete Offersteder netop fandtes ved Kongesædet. Saaledes var Lejre et berømt Offersted, hvorhen alle Danske siges at være komne sammen hvert niende Aar til Offerfest. Ogsaa Upsala var vidt kendt som Offersted; endog Danske søgte derhen. Det maatte desuden være en Opgave for Kongen at søge at tækkes Guderne, thi vare disse ham fjendske, gik det ud over Folk og Rige. Derfor blev Ulykke i Krig, Uaar og Hungersnød tilregnet Kongen som Skyld. Folket kunde da vende sig imod sin Fyrste og endog tilføje ham Død, dersom det antog ham for at være hadet af Guderne og derfor Aarsag til dets Ulykke.
Hvor meget end de gamle Sagn melde om berømte Konger, er
det næsten aldrig den enlig staaende Hersker eller en Fyrste,
omgivet af navnløse Mænd, de skildre. Kongen har omkring sig en
trofast Kreds af udmærkede Krigere. Allerede de ældste
Efterretninger om Germanerne lade os se, hvor almindeligt det var, at
Fyrsten havde ved sin Side et Følge af ædelbaarne Mænd, som
frivilligt havde søgt hans Tjeneste. De kæmpede trofast for ham
og hævnede hans Død; han gav dem til Gengæld Underhold ved
sin Gaard og anden Løn. I det hele havde den frivillige
Sammenslutning om en Fører stor Betydning i de gamle germanske
Samfund. At underordne sig under en anset Høvding var ikke Skam
for nogen, men naturligvis var der ingen, hvem det var saa
hæderfuldt at tjene som selve Landets Fyrste. Kongen førte sine Krigere
til de største Foretagender, og hos ham var den højeste Ære og
det rigeste Bytte i Vente; om hans Kongsgaard bølgede Livet
stærkest, og her spurgtes der mest nyt. Derfor samledes Landets
velstillede og kamplystne Ungdom sig om Kongen i hans Hustrop
eller Hird, som vi kunne kalde den med et angelsachsisk Ord,
der senere blev gængs i Norden. I denne Kreds taltes saavel de
ædlere Kæmper og Thegner (Tjenestemænd) som de vilde Bersærker,
der gav sig Kampens Lidenskab i Vold indtil Raseri. Alle vare de
Kongens haandgangne Mænd, der havde svoret ham Troskab paa
hans Sværd.
I Hirden udfoldede sig nogle af de skønneste Egenskaber, som smykkede Nordboerne, den djærve Tapperhed og friske Kappelyst, den varme Æresfølelse og især den usvigelige Holden af Troskabsløftet mod Kongen. Den, der svigtede sin Herre, ansaas for en
