172
Kongemagtens Omfang.
Søn kunde gøre Krav ved Siden af en ægte. Heller ikke vilde Folket tage en aandssvag Arving til Konge, og var den nærmeste Slægtning et Barn, kunde Rigets Forhold gøre det nødvendigt, at man i Stedet for den umyndige valgte en voksen Slægtning til Konge. Imidlertid kunde Folket i et saadant Tilfælde jo ogsaa beslutte at indsætte en Formynderstyrelse. Da saaledes Frode, Fridlefs Søn, kun var syv Aar gammel ved Faderens Død, valgte Folket tolv Mænd til at være hans Formyndere og Landets Styrere under hans Mindreaarighed.
Fra Tronfølgen vare Kvinder udelukkede. Ingen af de gamle Kongerækker nævne en Kvinde paa Lejrestolen. Efter Braavallakampen satte Sejrherren, den svenske Kong Ring, Skjoldmøen Hethe til at styre hele Danmark Vest for Øresund, men Ole, som var Konge i Skaane, tvang hende straks til at opgive Sjælland og svare Skat af Jylland.
Selv om intet Tvistepunkt forelaa med Hensyn til Tronfølgen, maatte imidlertid den vordende Konge fremstille sig for Folket, for at dette kunde anerkende hans Ret og hylde ham. Denne Handling foregik paa den store Tingforsamling ved Isøre (ved Issefjord), hvor Udsendinge fra alle Landets Dele kom sammen, eller det skete ved Landstingene, saaledes ved Ringsted eller ved Viborg. »Naar de gamle skulde vælge en Konge — siger Saxo Grammaticus — plejede de at staa paa jordfaste Stene og saaledes afgive deres Stemme, idet Stenenes faste Leje skulde ligesom forudsige Beslutningens Uryggelighed«. Kongen er vel ogsaa bleven løftet op paa en større Sten, saaledes som den svenske Konge løftedes op paa Mora Sten ved Upsala. En af vore gamle Krøniker fortæller, hvorledes Jyderne førte Dan til den Sten, som hedder Danærygh (ryge d. e. en stor Sten, Blok), løftede ham op paa Stenen og gave ham Kongenavn.
Fra det Øjeblik af, at Kongen saaledes var bleven erkendt som Landets Styrer, var Troskabsbaandet mellem ham og Folket knyttet. Han kunde sidde med Ære i Kongesædet og føre de kongelige Værdighedstegn, han kunde raade over de Ejendomme, som vare tillagte Kongedømmet, og nyde de Indtægter, som tilkom Kongen.
Kongedømmet var Rigets eneste Centralmagt. Selv om Folket ved Kongevalg eller andre Lejligheder kunde blive kaldt sammen til et Møde, hvor hele Riget var repræsenteret, synes dette kun sjældent at have fundet Sted. Det var ved Kongens Rejser og Besøg i de enkelte Landsdele, at disse følte deres Ret og Tarv beskyttet;
