151
Starkad synger om Kong Ingild og hans Dronning.
Bort med Baandet,
ej passer Bind
om Haaret paa Helte!
Gem Din Gave
til den gumlende Husbond
som stikker Tand i Stegen.
Ingilds Viv
yppige Vaner
og sachsisk Sæd os bragte.
Hun Husbonden feded;
mættet og fyldt
han staar som Svin i Stien.
Sukre og salte,
smelte og syde,
den Kunst øver Kongen:
paa Agerens Høns
og Ænder han agter,
i Rypens Bag han bider.
Fordum vi snitted
runken Skinke
og nøde Salt ved Simlen,
vi Brygget af Byg
drak af brune Lerskaal,
men Sult søded Kosten.
Sig mig, hvo mindes,
at myrdet Fader
i Høj uhævnet sattes?
Mon af Dødsvundens Giver
Sønner tog Gave
og skjulte ublu Skammen?
Derfor naar Kvad
om Kønger kvædes
og høje Fyrsters Hærfærd,
tungt jeg stønner
og Sukket drager,
mens jeg hyller mit Hoved.
Hvorfor vel studser
Dit stirrende Øje?
Du Fjender jo favned.
Hæderfuld Fader
har Du haanende hævnet
med Sul og med Suppe!
Naar om tugtet Udaad
med Tak lyder Talen,
ønsk Dig, Konge, uden Øre!
Som i Skibet alt Smuds
samles ved Kølen,
høbed ondt sig hos Ingild!
Den gamle syntes saaledes uforsonlig. Imidlertid vilde Dronningen prøve paa, om ikke skøn Musik skulde stemme ham mere fredelig, og hun hød en Fløjtespiller vise sin Kunst. Starkad hørte tilsyneladende ikke mere derpaa end Mur og Væg; indeni ham kogte imidlertid Vreden over Gøglerens Spil, og jo lystigere denne spillede op med Triller og Løb, desto mere steg Vreden i Starkad, indtil han til sidst kastede det Ben, han gnavede paa, saa voldsomt mod Spillemandens Kæber, at Luften slap ud af de oppustede Kinder. Og nu sang Starkad:
Du kampkede Ungdom,
giv Plads for Kæmpen,
om end Lokken er graanet!
Aarenes Tal
kun ærer den tapre
og mindsker ej Modet.
Blandt Frodes Thegner
fordum jeg taltes,
og jeg sad Højsædet nærmest;
nu som Gedden i grumset
Dyb sig gemmer,
man bænker mig bagerst.
