148
Helge bejler til Helga.
Starkad drog derpaa tilbage til Kong Halfdan i Upland. Her øvede han mange Bedrifter og tog Del i utallige Kampe. Men da hændte det igen, at der kom Bud efter ham fra Danmark.
En Nordmand Helge var kommen dragende for at bejle til Helga. Hans Snekkes Mast skinnede af Guld, Sejlene vare syede med gylden Traad, og Tovene vare purpurfarvede. Helge ønskede dog ikke at bejle alene ved ydre Pragt; som modig Helt gik han ind paa det Vilkaar, Kong Ingild satte, at han skulde give sig i Kamp med enhver, som i den Anledning udfordrede ham. Saaledes blev Helga trolovet til Nordmanden.
Men paa den Tid levede der i Sjælland ni Brødre, der vare berømte for Kæmpekraft og Dristighed; den ældste af dem Angantyr havde meldt sig som Bejler til Helga og faaet Afslag. Han udæskede derfor Helge til en Holmgang med sig og alle Brødrene. Kampen skulde finde Sted Dagen efter Brylluppet. Helge vilde ikke undslaa sig, uagtet han fandt det ubilligt, at han ene skulde kæmpe med ni. Hans Brud raadede ham til at søge Bistand hos Starkad i Sverige, der altid var rede til at bringe Hjælp i Nød.
Med nogle faa Ledsagere drog derfor Helge til Upsala og bad Starkad om at ville staa ved hans Side i Kampen mod de ni Brødre. Kæmpen gik gerne ind paa Forslaget og lovede at komme hurtigt; han kendte Snarveje til Danmark, sagde han. Netop den samme Dag, som Helge og hans Følge kom hjem til Sjælland, naaede ogsaa Starkad frem, men hvad de havde anvendt tolv Dage paa, havde for ham kun taget een Dag. Da Starkad traadte ind i Hallen, modtoges han af Brødreflokken med en Larm og Hujen som af hylende Hunde. Starkad spottede de raa Fyres Unoder, og paa det Spørgsmaal, om han vilde kæmpe med dem, fik de paa Stedet det Svar, at han vilde tage Dysten op med saa mange, som der bød sig frem. Da forstode de, at han var den Hjælper, som Helge havde hentet i det Fjerne.
Starkad lagde sig til Hvile foran Brudekammeret som Vogter for de nygifte. Da han ved Daggry saa ind i Værelset, fandt han Helge endnu sovende i sin Hustrus Favn. Han nænnede ikke at vække ham og vandrede ene af Sted i den raakolde Morgenluft, hyllet i den Purpurkaabe, Helga havde skænket ham. Da han var kommen til Sletten Raalyng, satte han sig ned for at vente; plaget af Lopper kastede han Kappen hen over en Tjørn og sad nu halvnøgen paa en Sten, ret som om det havde været en Vaardag i Solskin, medens det dog haglede og sneede.
