139
Hagbard dømmes til Døden.
Som for at hædre den fremmede Gæst lod Signe Skjoldmøen dele sit Leje, og mangt et kærligt Ord hviskedes i Nattens Timer mellem de elskende. Hagbard spurgte:
Hvis Din Fader mig finder,
fuldvis er mig Døden,
med Blod skal jeg bøde.
Naar Livet mig tages,
hvad lover, Signe,
Du som Tegn paa Din Troskab?
Din Faders Sønner
i Fejde jeg fældte,
med hans Datter delte Leje.
Er vor ømme Elskov,
Signe, til Ende,
naar til Døden jeg drages?
Signe svarede:
Mø jeg var,
Viv er jeg vorden,
og Du, Hagbard, Husbond
lige Lod
nu Livet os bringer,
og Død skal vi dele.
Eden Du huske,
højt jeg den sværger,
og svoren, ej sviger:
om Sværd eller Reb
røver Dig Livet,
ens Henfart mig hænder.
Trælkvinderne havde imidlertid røbet Hagbard for Kong Siger. Denne gav sine Tjenere Befaling til at gribe ham, og efter en haard Kamp overmandedes Hagbard. Vel raadede nu Bilvis Kong Siger til hellere at tilgive Hagbard og tage den tapre Helt i sin Tjeneste, men den onde Bølvis skyndede Kongen til Hævn, thi to Sønners Død og en Datters Vanære krævede dog vel den højeste Straf. Derfor dømte Tinget Hagbard til Døden. Signes Moder traadte frem og rakte spottende Hagbard en Svaledrik; han tog imod den og udbrød:
Jeg Drikken tager
og tømmer til Bunden
med læsket Læbe:
Dine Sønner den sidste
Skaal jeg skænked,
da jeg Jern stak dem i Hjertet.
Forlods vunden
Haævn mig fryder,
to vog jeg, som Dig died;
usalig sidder
snart sørgende Moder
barnløs tilbage!
Derpaa kastede han Dronningen Bægeret i Ansigtet.
Imidlertid havde den sørgende Signe spurgt sine Møer, om de vare villige til at følge hende i Døden, thi det var ikke hendes Agt at overleve sin elskede. Naar Kuren meldte, at Hagbard hængte i Galgen, skulde de lægge brændende Fakler til Væggene og klynge sig op i Strikker, viklede af deres Slør. De trofaste Terner svore at følge Signe i Døden, og hun lod skænke Vin for at fjerne Dødsfrygten.
18*
