133
Sagnene om Siklingerne.
staaende Stamtræ angiver en Del af Slægtens Medlemmer og særlig de Hovedpersoner, om hvem Sagnene have slynget sig[1].
Den første Fortælling lyder saaledes. Sigvalde havde en Datter Sigrid, hvis straalende Skønhed hidlokkede mangfoldige Bejlere. Men saa stor var Sigrids Blyhed, at ingen kunde formaa hende til at løfte sine Øjne op fra Jorden. Sigrids Fader havde paabudt, at kun den skulde blive hendes Brudgom, som ved kaærlig Adfærd kunde bringe hende til at se ham i Øjet.
Otter, Ebbes Søn, var stærkt betaget af denne vidunderlige Kvinde, og han haabede, at hans store Bedrifter og veltalende Tunge vilde føre ham til Maalet. Men ingen smigrende Ord eller opfindsom Kunst bragte Sigrid bort fra sit standhaftige Forsæt. Imidlertid havde Elskoven ogsaa tændt en Jætte i Brand, og da han indsaa sin egen Magtløshed, narrede han ved Hjælp af en Kvinde, som tog Tjeneste hos Sigrid, Jomfruen bort og indesluttede hende i sin Hule. Da dette kom Otter for Øre, opsøgte han Jættens Bolig, og det lykkedes ham at fælde den onde Ransmand; Jætten havde dog flettet Sigrids Haar i saa forviklede Knuder, at kun Sværdet var i Stand til atter at give Lokkerne Frihed.
Hvad hjalp den modige Daad imidlertid Otter! Sigrid løftede endnu ikke sit Øje; hun vankede som i Drømme videre paa sin ensomme, farlige Vej og kom til en grum Skovkvindes Hytte. Her blev hun sat til at røgte Gedehjorden. Som hun sad ved sin Vogtergerning, hørte hun en Sang; det var Otter, som atter havde opsøgt hende og nu i bønlige Ord bad hende om at vende hjem til det fædrene Hus, at følge med til Skibene og belønne trofast Elskov. Men Sigrids Forsæt havde taget Stivsindets Karakter, end ikke en Trækning bevægede de sænkede Øjenlaag. Sorgfuld og skamfuld vendte Otter tilbage til sine Fartøjer, medens Sigrid rankede videre.
Da hændte det, at hun til sidst ynkelig og elendig kom uforvarende netop til Otters Gaard. Hans Moder tog venligt mod den
unge, ulykkelige Pige, idet hun vel kunde se, at der flød ædelt
- ↑
Ebbe. Sigvalde.
Otter. Sigrid. Siger. Sigvard. 
Hamund. ¦ ¦
Helvin. Hamund. Hagbard. Signe. Alfger. Alf. Alfhild. Borkar. ¦ Gyrith. Halfdan.
