Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/149

Denne side er blevet korrekturlæst

131

Amleds Rejse til England og Hjemkomst.

set den Savnede paa Vandhuset falde ned til Skarnet og blive ædt af Svinene. Man lo ad den taabelige Tale.

Men Fenges Frygt for Amled hørte ikke op, og da han af Hensyn til Kong Rørik ikke aabenlyst turde dræbe ham, besluttede han at sende Stifsønnen paa en Rejse til Kongen af England. Fenge vilde give denne del Hverv at tage Amled af Dage. Amled beredte sig til Rejsen, men aftalte hemmeligt med sin Moder, at hun netop Aarsdagen efter skulde fejre Gravøl over ham som død, og at ved denne Fest Salen skulde være draget med Tæpper, forsynede med Stropper. To af Fenges Krigere vare Amleds Ledsagere paa Rejsen. De havde et hemmeligt Budskab med til Englands Konge; det var ridset med Runer i et Træstykke og indeholdt en Opfordring til Kongen om at lade Amled dræbe. Men engang undervejs, medens Ledsagerne sov, ransagede Amled deres Rejsetaske, og han fandt Runestaven. Han bortskar nu de Runer, der vare ristede deri, og indskar i Stedet derfor en Anmodning fra Fenge om, at Kongen vilde tage Amleds to Ledsagere af Dage samt give hans snilde Brodersøn sin Datter til Ægte.

Amled blev modtaget vel af Englands Konge. Hans Opførsel derovre var desuden lige saa snild, som hans Svar vare kloge — herom findes der mange Fortællinger — og Kongen skænkede ham sin Datter til Hustru. Derimod lod han Amleds to Ledsagere hænge. Amled blev tilsyneladende højst fortørnet over deres Død og forlangte Mandebod af Kongen, hvad denne ogsaa tilstod. Det Guld, som udbetaltes Amled, lod han hemmelig smelte og gyde ind i to hule Stokke.

Da Aaret var gaaet, rejste Amled tilbage til Danmark. Han havde sørget for, at det Rygte var bleven udspredt, at han var død. Uden noget som helst Gods, kun med de to Stave i Haanden, kom han til den jydske Kongeborg. Man var i fuld Gang med at fejre Gravøllet, da Amled til alles Forundring lyslevende traadte ind i Hallen. At han vendte hjem lige saa taabelig, som da han drog ud, viste han klart, thi da man spurgte ham om, hvor hans to Ledsagere vare blevne af, løftede han sine Stokke i Vejret og sagde: »Her er den ene, og her den anden!« Mellem de lystige Gæster var ingen lystigere end Amled, og han fik alle til at drikke tæt; men ret som han gik Skænkerne til Haande, tumlede han saa uheldigt med sit Sværd, at det skar hans Fingre til Blods, hvorfor man slog en Nagle igennem det for at binde det til Skeden. Til sidst segnede Gæsterne døddrukne om og fandt det raadeligst at

17*