130
Geruth og Amled.
Smuds og Skarn, og hans Tale syntes lige saa taabelig som hans Adfærd. Amled sad nemlig ofte ved Arnen og udskar af Træstykker Kroge med skarpe Modhager, hvilke han hærdede i Ilden, og spurgte man ham om, hvad han foretog sig, svarede han, at han skar Spyd for at hævne sin Fader. Man maatte le derad; men i de dunkle Ord syntes paa den anden Side en skjult Mening gemt.
Fenge søgte paa mange Maader gennem Amleds Omgivelser at faa Klarhed om, hvad der boede i hans Indre, men alle Forsøg mislykkedes; taabelig maatte han dog sikkert være, selv om man fandt en vis Visdom i hans enfoldige Adfærd. Fenge gjorde dog endnu et Forsøg paa at finde Amleds sande Natur. Han formodede, at han lettest vilde udtale sig aabent over for sin Moder, og derfor gav han en af sine Mænd det Hverv, under hans Fraværelse at belure en Samtale mellem Moderen og Sønnen. Fenge rejste bort, og Lureren skjulte sig i en Dynge Straa, der henlaa i Salen. Da Amled traadte ind, anede han Uraad ved at se Straadyngen; han fandt paa at te sig som en Hane, slog ud med Armene som Vinger, sprang op paa Dyngen og galede. Ved at hoppe saaledes paa Hanevis mærkede han let, at der i Halmen laa et menneskeligt Legeme skjult. Han drog sit Sværd, stak det gennem Dyngen og fældede Lureren. Amled skar derpaa den Dræbtes Krop i Stykker, kogte dem i en Kedel og kastede dem ned gennem Vandhusets Hul for Svinene.
Amled mødtes nu i Salen med sin Moder. Geruth, der var ubekendt med det skete, sukkede og jamrede over Sønnens Taabelighed, men da talte Amled aabent ud: »Skammelige Kvinde, Du tog Din Mands Morder til Ægtefælle og kastede dig kælent i Armene paa den, som dræbte Din Søns Fader! Med god Grund spiller jeg sløvsindet, thi jeg kan vel vide, at den, som myrdede sin Broder, ogsaa vil stræbe hans Søn efter Livet. Derfor maa Dumhedens Kappe give mig Ly, indtil en bedre Stund kommer. Men Du, Moder, skulde fælde Taarer, ikke over mit Sløvsind, men over Din egen umaadelige Skændsel!« Geruth var som sønderknust ved Amleds strenge Tale. Billedet af den dræbte, ædle Husbond steg atter levende frem for hende og lod hende se med Skam paa den sidste Elskov.
Ved sin Hjemkomst fra Rejsen spurgte Fenge forgæves efter den Tjener, hvem han havde givet det Hverv at lytte. Ogsaa Amled blev udspurgt, og han havde Svar paa rede Haand, thi han havde
