123
Beovulfs Død.
byggede en vældig Baalstabel, som de behængte med Hjælme, Skjolde og Brynjer; øverst lagde de Kongens Lig. Saa antændtes Baalet, og medens Folket jamrende og klagende sluttede Kres derom, steg Flammen mod Himlen i den stille Luft. Efter endt Baalfærd rejste de i Løbet af ti Dage over Brandens Hester en mægtig Høj, vidt synlig for Søfarende. Ringe af Guld og hele den Skat, som var taget fra Dragens Bo, blev lagt ind i Højen. Tolv herlige Kæmper rede rundt om Gravpladsen, forkyndte den faldne Konges Pris og sang om hans herlige Minde:
Han var — saa kvad de —
blandt Konger i Verden
mod Mennesker mildest,
som huld, saa mægtig,
hædret og fejret,
en Fryd for Folket.
Saaledes lyder Beretningen om Beovulf. Vi have dog ikke netop fulgt den Rækkefølge i Fortællingen, som Digtet giver, idet Skildringen gaar noget springende og episodisk frem, mange Scener og Bedrifter meddeles lejlighedsvis under Personernes Samtale. Digtets almindelige Karakter vil allerede være fremgaaet af denne Redegørelse for dets Indhold og af de meddelte Brudstykker, vi skulle kun tilføje, at det er et alvorligt Kvad med religiøs Grundtone; paa mange Steder bryder kristen Opfattelse frem eller der anvendes kristne Vendinger, hvor meget end Forfatteren skildrer de handlende som Hedninger.
Der har været tvistet meget om, hvilket Folk Digtets Geater vare. Tidligere var man mest tilbøjelig til at anse dem som Gøter, Beboerne af det vestlige eller østlige Gøtaland, men denne Opfattelse er næppe rigtig. I Digtets Skildringer er Havet overalt i Nærheden og let tilgængeligt; det har saa stor Betydning for det Land, som Digteren besynger, at det i alt Fald ikke ligger nær at tænke paa et af Gøtalandene. Af Digterens Omtale af Svenskerne, saaledes Kong Adils, og af disses Forhold til Geaterne ser man ogsaa, at Samkvemmet med disse Folk føres »over vide Vande«, »over Havene«, »over breden Sø«, hvad der ikke heller passer paa Gøterne. Disse Forhold vilde derimod stemme godt med, at Geaterne havde deres Bopæl i Jylland, og vi finde da ogsaa, at Kong Alfred i sin Oversættelse af Bedas Kirkehistorie gengiver Jyder, Jutæ, ved Geater, ligesom han i sin Optegnelse af Nordmanden Ottars Rejse kalder Jylland
16*
