122
Beovulf og Dragen.
En Svend, der flygtede for sin Herres Vrede, havde skjult sig i en Hule ved Stranden, og her saa han en forfærdelig Drage, der sovende rugede over en kostbar Skat. Han listede sig nærmere og stjal af dens Kostbarheder en prægtig Skaal, idet han haabede med den atter at kunne købe sig sin Herres Gunst, hvorpaa han undslap af Hulen. Da Dragen vaagnede, mærkede den, at den var bleven bestjaalet, og fór rasende ud i Omegnen, spyende Ild og hærgende Geatelandet. Først ved Morgengry vendte den atter tilbage, men den udspredte Ild havde allerede fænget viden om, og den havde tændt Beovulfs Borg i Brand. Saa besluttede Kongen sig til at opsøge og fælde Dragen.
Beovulf var fuld af mørke Anelser, da han ledsaget af et lille Følge drog ud for at møde den vældige Fjende. Han saa en Høj, hvorfra Ildstrømme fór ud, og han søgte ved æggende Tiltale at hidse Dragen til at komme frem. Det varede da ikke heller længe, førend Larm hørtes fra Hulen og Dragen vild og ildspyende fór ud af sit Skjul. Beovulfs Kæmper toge Flugten af Forfærdelse, kun een, den unge Viglaf, holdt tappert Stand ved Kongens Side, skønt hans Skjold i et Nu brændtes op af Dragens Ild og han maatte ty hen bag Beovulfs Skjold. Medens denne kæmpede med Dragen, lykkedes det Viglaf at jage sit Sværd nedenfra op i dens Bug, hvorpaa Beovulf rev sin Dolk fra Bæltet og skar med den Ormen igennem.
Dragen var fældet, men dens Edder havde virket i Beovulfs Saar, der svulmede og sviede; lidet hjalp det, at den trofaste Viglaf fugtede og vadskede Vunderne. Beovulf mærkede, at hans sidste Stund var nær; men inden sin Død ønskede han dog at se den kostbare Skat. Viglaf ilede ind i Hulen og bragte prægtige Brynjer, Hjælme, Kar og Armringe frem for Dagslyset, og Beovulf frydede sig ved Synet af Kostbarhederne. Derpaa løste han sin gyldne Ring fra Halsen og skænkede den, saavel som Hjælm og Brynje, til Viglaf. Efter at have givet Befaling om, hvorledes han vilde stedes til Hvile, udaandede Helten.
Da det sørgelige Budskab naaede Borgen, grebes Kongens Mænd ikke alene af Kummer over hans Død, men de saa med Ængstelse kommende Tider og Fjenders Anfald i Møde. De ilede til Sletten, hvor Beovulf laa falden, og saa med Undren den uhyre, et halvt Hundred Fod lange Dragekrop; de væltede den ud i Havet og bragte derpaa hele den kostelige Skat frem fra Hulen og læssede den paa Vogne. Beovulfs Lig bare de til Hvalfiskenæsset, hvor de
