Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/132

Denne side er blevet korrekturlæst

114

Hjartvar og Skuld.

sine tapre Kæmper, at han tror de høje Guders Hjælp ufornøden. Rolf havde vundet tryg Tillid til sin egen og sine Kæmpers Kraft, men han havde ikke givet Guderne den skyldige Ære. Især var Odin bleven ham vred. Paa Upsalafærden vare Rolf og hans Mænd tagne ind hos en enøjet Bonde, der kaldte sig Hrane; han havde vist dem stor Gæstfrihed og givet dem mange Raad, dog havde de følt Uhygge ved hans Adfærd. Paa Tilbagevejen besøgte de igen Hrane, og han tilbød Rolf som Gave et Skjold, et Sværd og en Brynje. Rolf fandt imidlertid, at Vaabnene vare stygge, og afslog at modtage dem, hvilket fortørnede Bonden. Efter at de vare redne bort, kom de i Tanker om, at denne Bonde vist ikke var nogen anden end Odin, og at de ved at vrage Vaabnene havde vist Sejren fra sig. De vendte om for at forsone den gamle, men da var Gaarden forsvunden. »Det nytter ikke at lede,« sagde Rolf, »han er en ond Aand«. Men saaledes havde Rolf Odin til Uven.

Den stolte og herskesyge Skuld havde, som alt sagt, forestillet Hjartvar, hvor usselt det var, at han skulde være skatskyldig Underkonge, og hidset ham til et Overfald paa Rolf. Med tungtlastede Skibe kom Svenskerne sejlende til Lejre; det hed sig vel, at de bragte den aarlige Afgift, men store Mængder Vaaben laa skjulte under Skatten. Rolf tog kongeligt imod dem, og ved Gæstebudet drak han stærkt, medens Gæsterne derimod viste usædvanligt Maadehold. Da nu Gildet var sluttet og alle Rolfs Mænd laa i sød Søvn, listede Svenskerne sig af Sengene til Skibene for at væbne sig, hvorpaa de ilede til Angreb mod Borgen.

Hjalte havde ikke ligget i Lejregaard. Da han forlod Gæstebudet, havde han søgt hen i en Frilles Arme. Nu hørte han Vaabenlarmen og skyndte sig op til Borgen for at hjælpe sin Konge og sine Kammerater. Uden for Bjarkes Kammer kaldte han paa sine Fæller med følgende Sang[1]:

Solen stiger,
Hanens Fjedre suse,
Dagværkets Mænd
Dont maa øve.
Vaagner, vaagner op,
Venneflokke,
alle I ypperste
Ædlingens Svende!

  1. Alle tidligere eller i det følgende meddelte Kvad gengive nøje Originalens Ord. Hvor Saxo er Kilden, har hans brede latinske Stil maattet stærkt afkortes og hans klassiske Versemaal omsættes til gammeldansk Rytme; men intet er tilføjet.