103
Bautastene.
indfattede Granater og Ædelstene. Dette var oprindelig en orientalsk Skik; fra Sassanidernes Rige var den med Hunnerne og andre Folk draget ud over Europa.
Stilen fremtræder ensartet i hele Norden, og den genfindes hos Angelsachser og tyske Folk.
Hvor talrige Genstande der end ere fundne i Jorden fra Folkevandringens Aarhundreder, er det saare vanskeligt af dem at danne et almindeligere Billede af Kulturen, naar vi da bortse fra, hvad de jydske og fynske Mosefund have oplyst. Vi faa kun sparsomme Meddelelser om Tilstande og Sæder. Saaledes kunne vi om Folkevandringstidens Gravskikke kun udtale, at i det østlige Danmark Jordfæstelse af de ubrændte Lig, i det vestlige Ligbrand var den almindelige Skik. Men Afvigelser herfra lade sig godt iagttage.
Allerede i den romerske Tid brugte man i Jylland ret ofte at nedlægge Ligene enkeltvis i stensatte Grave, og denne Skik forekommer endnu paa Folkevandringstiden. Sædvanlig brændte man dog Ligene og lagde Benene, nøgne eller gemte i en Urne, i en opkastet lav Høj, hvis man da ikke nedlagde dem i en af de større Høje fra et foregaaende Tidsrum. Paa Fyn var Ligbrænding raadende; der kendes dog ogsaa herfra karakteristiske Grave med ubrændte Lig. I Sjælland var det, ligesom i den forudgaaende Periode, fremherskende Skik at gemme Ligene ubrændte i Jorden, og man medgav dem ofte smukke og kostbare Sager.
Som ejendommelige Minder fra denne Tid skulle endnu de saakaldte Bautastene nævnes. Allerede Bronzealderens Mænd brugte stundom at rejse en Sten oven paa en Gravhøj. Imidlertid synes Bautastenene især at tilhøre Jernalderen, frem for alt dens senere Aarhundreder. En utilhugget, aflang og ret slank Granitsten er bleven rejst paa Enden; ofte knejser den ene paa den flade Mark, stundom paa en Høj, men hyppigst er der rejst en Kreds af Stene (Figg. 68, 69). Paa Bornholm, der især er Bautastenenes Hjem, kunne de endog flokkes i et Antal af et halvt Hundrede; saaledes ere 60 Stene rejste i den lille Lund Gryet ved Bodilsker. Hvad disse Stene have skullet udrette, vide vi ikke; mulig har man derved betegnet en hellig Plet eller et Tingsted, mulig er en Begivenhed bleven mindet, men Stenene tie, og uvilkaarligt føle vi Ærefrygt for, hvad der skjules for os.
