Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/109

Denne side er blevet korrekturlæst

91

Det olddanske Sprogs Slægtskabsforhold.

nernes Tilblivelseshistorie kunne vi komme paa Spor. Deres Udseende peger hen paa, at de ere udgaaede fra det latinske Alfabet, hvad der især ses af Ligheden mellem følgende Tegn:

latinske Bogstaver F R C H S
Runer <

Skriftarterne i Middelhavslandene ere ganske vist indbyrdes beslægtede, og de latinske Bogstaver ere fremgaaede af de græske, som atter nedstamme fra de fønikiske. Men en Sammenligning mellem Runerne og disse Alfabeter synes at vise hen til den romerske Kejsertids Alfabet som det nærmeste Grundlag for det germanske Tegnsystem. Det er derfor nu almindelig antaget, at Runealfabetet er opstaaet i Begyndelsen af vor Tidsregning under Paavirkning af de romerske Skrifttegn hos et af de i Syden boende germanske Folk; derfra har det bredt sig til stammebeslægtede Folk.

Og hvad faa vi saa at vide om det Sprog, som taltes? Her skulle vi først forudskikke nogle Bemærkninger om, hvorledes Sprogene i det Hele inddeles. De fleste af de i Europa nu eller i fordums Dage talte Sprog høre til den saakaldte ariske, jafetiske eller indoeuropæiske Sprogæt[1], inden for hvilken de bekendteste ere det græske Sprog, det latinske med de derfra stammende romanske Sprog, de keltiske, slaviske og germanske Sprog. Den sidstnævnte Sprogklasse omfatter en Del levende og flere uddøde Sprog, der falde i tre Grupper: det gotiske Sprog, som taltes af Østgoterne og Vestgoterne i Donaulandene og senere i de af dem stiftede Riger i Italien, Gallien og Spanien, dernæst de egentlig germanske eller tyske Sprog, hvortil baade højtysk, lavtysk og angelsachsisk hører. Den tredje Gruppe danne de af Danske, Norske og Svenske talte Sprog. Vi skulle nu altsaa nærmere bestemme, til hvilken af disse Sproggrupper de ældste Runeindskrifter i Danmark høre hen.

Nogle af de ældste Minder om de germanske Sprog findes i den endnu delvis bevarede Oversættelse af Biblen, som skyldes

Wulfila, der prædikede Kristendom hos Vestgoterne o. 370. Ved

  1. Den jafetiske (indoeuropæiske) Sprogæt:

    Indisk (bl. a. Sanskrit).
    Persisk.
    Græsk.
    Thracisk-Illyrisk (Albanesisk).
    Latin (og romanske Sprog: Italiensk, Fransk, Spansk, Portugisisk, Rumænsk).
    Keltisk (Irsk, Højskotsk, Walisisk, Bretonsk).
    Germansk.
    Slavisk-Baltisk (bl. a. Russisk, Polsk, Tsjekkisk).