90
Runestave.
fra Europas Fastland kun faa bevarede Runeindskrifter, nemlig 15 i Tallet, og de ere alle anbragte paa Løsøregenstande, som Spænder, Ringe og Spydblade. Dette er ganske vist et tarveligt Antal Minder, naar man derved vil bevise, at Runer have været i almindelig Anvendelse hos de sydlige germanske Folk; men paa den anden Side tør disse Indskrifter ikke opfattes som hidrørende fra Nordboerne, idet Sproget afgjort er gotisk eller tysk. Anderledes er Forholdet i England. Angelsachserne have af de fremmede Folk længst og ihærdigst holdt fast ved Runeskriften, de bragte den ved enkelte Forandringer i Overensstemmelse med deres særlige Sprog, og den vedligeholdt sig en Tid lang ved Siden af de latinske Bogstaver.
Vi omtalte nylig Digteren Venantius Fortunatus (S. 77,80). Han var Italiener af Fødsel, men havde knyttet sig til forskellige germanske Fyrster og boede især i Poitiers (i Slutningen af det 6. Aarh.). I et Brev i Digtform til en Ven beder han om Svar og opfordrer ham til, hvis han ikke vil skrive Latin:
Rids paa den Asketræs Tavle barbariske Runer,
som et Papyrus Gavn gør da den flade Spaan.
Her finde vi saaledes baade Runenavnet og Skrifttegnenes Ristning paa Træ omtalt. Vor egen Historieskriver Saxo fortæller ogsaa, at Amleds to Ledsagere paa Rejsen til England hemmelig bragte fra Kong Fenge Breve skaarne i Træ, »thi det var fordum en velbekendt Maade at skrive Breve paa«. En saadan Runestav (Runekævle) anvendtes ogsaa i langt senere Tider. Ordet Bog og Bogstav, der findes i mange germanske Sprog, taler endnu til os om, at Bøgetræet var det Materiale, hvori Skrifttegnene ridsedes. I øvrigt var Rune det af alle germanske Folk anvendte Navn paa Skrifttrækkene, og Ordet betød den hemmelige Visdom, Trylletalen.
Af selve Runetrækkene synes man ogsaa at se, hvorledes Materialet har indvirket paa Formerne. Lodrette og skraa Streger benyttes, ikke gerne horisontale eller krumme Linier, og alle Tegn have samme Højde. Men ogsaa om et andet Punkt i Ru-
