Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/106

Denne side er blevet korrekturlæst

88

Grunden til Nedlægningen i Moserne.

kun omtrent 25 beskadigede. Saaledes synes der næppe Tvivl om, at Fundet i Moserne er et Bytte, som en hastigt fremrykkende Krigerskare har skjult med den Tanke i roligere Tider igen at fremtage Genstandene og gøre sig dem nyttige. Cæsar fortæller om hvorledes germanske Folk efter en vunden Sejr inden Fremrykningen gemte deres Bytte; det samme læses om Vikingerne i vore nordiske Sagaer, og Mosefundene give Vidnesbyrd om tilsvarende Forhold.

En anden Tolkning gaar ud paa, at disse Genstande skulde være nedlagte som et Offer til Guderne. Man anfører klassiske Forfatteres Udtalelser om, hvorledes Kimbrer og Teutoner efter en Sejr ødelagde alt det tagne Bytte og sænkede Guld og Sølv i Floden, eller hvorledes Gallerne henlagde det vundne Bytte paa Steder, der vare indviede til Guderne. Men foruden at andre Indvendinger kunne rejses mod disse Paralleler, er der, som foran vist, i Mosefundene saa mange særegne Forhold til Stede, der pege hen paa, at her kun var tilsigtet en midlertidig Opbevaring, ikke en endelig Henlæggelse, saa at denne Forklaring vist maa opgives.

I øvrigt ere de danske Mosefund ikke samtidige, der er vel mellem det ældste og yngste af dem endog gaaet henimod 200 Aar. Ældst synes Fundene fra Thorsbjerg og Vimose at være, Nydamfundet er noget yngre, og yngst ere Sagerne fra Kragehul. Om selve Tidspunktet for Nedlægningen er man ikke naaet til nogen fuld Sikkerhed. Fundene, som af nogle Videnskabsmænd henføres til Tiden mellem 200 og 400, bør maaske rettere sættes til Tiden 400—600 e. Kr.

Det lader sig ikke nægte, at disse Fund mærkeligt drage Tanken hen paa Folkevandringstidens Bevægelser. Vi kunne ikke paastaa, at de vise os, at to forskellige Stammer have kæmpet mod hinanden, skønt umuligt er det ikke; tilmed kunde to beslægtede Folk meget vel være saa ens udrustede i militær og industriel Henseende, at det ikke er de eftertidige muligt at se Forskellen. Og om urolige Tider give de i hvert Fald Vidnesbyrd.

VI.

Sprog og Skrift.

Hvor fortræffeligt det end er, at vi kunne lytte til disse Efterretninger om Danmark fra fjerne Folks historiske Kilder, hvor taknemmelige vi end maa være for, at vi ved Hjælp af alle disse Fund af Klæder, Vaaben og Brugsgenstande kunne danne os en Forestilling