Enevældens Tanke om Folkets Vel. 41
udi Fred og Rolighed foruden Frygt for indvortes Tvist og Oprør tryggeligen bygge og bo". I Overensstemmelse dermed udtalte Kristian Y i Slutningsordene i sit sidste Testamentestykke (5. April 1698), at hvad han havde indskærpet, ikke blot sigtede til Arvesuccessoremes Gavn, men ogsaa til „Vore Riger og Landes og samtlige Vore tro Undersaatters Konservation , Velstand, Fremtarv og Flor". Det er da ogsaa dette Maal, der idelig fremhæves i Instruxéme for de høje Embedsmænd rundt om- kring i Rigerne ^). Netop den Styrke , med hvilken det betones i slige Aktstykker, der ikke skulde offentlig- gjøres, viser, at Kongernes Udtalelser derom vare fuldt oprigtige.
Men Enevoldskongerne ønskede aabenbart ogsaa, at Folket skulde have Øje for, at de nærede Omsorg og Iver for dets Vel. Det er ikke uden Interesse at lægge Mærke til det Sprog, de føre i deres Forordninger, der nu vare Formen for deres offentlige Henvendelser til Folket.
Enhver, der læser Gustav Adolfs Rigsdagstaler fra Begyndelsen af syttende Aarhundrede, vil blive slaaet af det overbevisende, belærende, formanende og tillige vin- dende Sprog, hvori han taler til det svenske Folk. I den Stil er der sikkert i det hele i tidligere Tid blevet talt til Rigsdage og Stænderforsamlinger i de for- skjellige Lande, hvad enten det var Kongerne selv eller høje Embedsmænd, der paa deres Vegne førte Ordet, Man mærker en tydelig Luftning derfra endnu i de ene- vældige dansk-norske Kongers Forordninger og aabne Breve. De føre her ingenlunde et Sprog som de, der blot fra deres ophøjede Magtsfære udstede Paabud om, at saaledes og saaledes skulde det være; de søge ved indledende Motiver at vise, hvorfor netop det bør ske, som de byde. De ville paayirke Stemningerne og den offentlige Mening, og de gjøre det i et Sprog, der skifter i mange Toner efter Forordningernes Natur. Snart har det et religiøst Sving, enten klagende og rev-
