30
Første Kapitel.
kunde være forhaanden . . . eller om nogen skulde under- staa sig os eller vores kongelige Arvehus med forsmæ- delig Bagtalelse at forulempe"48). Ja, selv tyve Aar senere lød en ganske lignende Befaling til Generalfiskalen i Danmark. Skjønt Frederik IV ikke var mindre ivrig end sine Forgængere for paa denne Maade at vaage over Kongemagtens Tarv, ønskede han dog ikke, at det skulde ske ved voldsomme Midler. Han gav udtrykkelig Gene- ralprokurøren Instrux om, at han, naar han iagttog noget, der var til fekade for Kongemagten, da vistnok skulde indberette det, men tillige gjøre Forslag om, „paa hvad Maade det bedst med Lemfældighed kunde redres- seres"49).
At taale Kritik laa i det hele ikke for det 16de
eller 17de Aarhundredes Regeringer. Særlig maatte
Enevælden af Guds Naade holde Kritik for formastelig
og forbryderisk. Hos de første dansk-norske Enevolds-
konger skærpedes dette oven i Kjøbet ved Mistanken
imod indbildte og virkelige Modstandere. Naturligvis
var da ogsaa her hjemme som i næsten alle andre Da-
tidens Lande Litteraturen bunden i Censurens Baand.
Regeringen forfulgte ikke blot alt, hvad der kunde kaldes
Paskviller imod „Vores kongelige Etat og Højhed saavel
som imod Vores Religion", og paabød, at de skulde brændes
som infame ved Bøddelens Haand*); men Kristian V be-
falede endog lejlighedsvis Præsterne i Kjøbenhavn at
indskærpe deres Menigheder, at de havde i Ord og
Tale at „entholde sig fra at censurere om det, de ikke
forstod, men i alle Maader skikke sig, som det ærlige
og tro Undersaattere vel sømmer og anstaar, saafremt
_________
- *) Forordning af 8. Juni 1689. I Begyndelsen af 1698 fik Re-
- geringen i Oldenburg Ordre til at kræve en Regeringsraad
- og Amtmand til Regnskab for et Skrift, han havde udarbejdet:
- „Zufållige Gredanken, sålus populi suprema lex
- es to", og de deri brugte usømmelige Udtryk. (Chr. V*s
- Journal for 1698. Geh. Ark.). Rimeligvis har det indeholdt
- kritiske Udtalelser af nærgaaende Slags.
