470
Tilbageblik.
Tvangsbestemmelser. Der laa i alt dette Farer, som truede Udviklingen af et frisk, natnrligt Liv hos Folket.
Vi have vistnok set, at Ansvaret for disse Ensidigheder og Skyggesider langt fra uden videre kan væltes over paa de souveræne Konger. Som Adelsvældens Tid havde kjendt Statskirke og Censur i den videst tænkelige Grad, saaledes havde Beskyttelse og Tvang raadet paa det materielle Omraade, Bonden havde af Hensyn til Herremanden ikke kunnet røre sig frit i sit Arbejde, Lavsvæsenet havde hersket i Byerne, og Statsmagten havde stræbt at fastsætte Folks Maade at leve paa, deres Maaltider og deres Klædedragt. Under en tilsyneladende fri Forfatningsform var der paa alle Punkter af Samfundsordenen Træk af Tvang, der pegede hen imod Enevælden som deres Konsekvens. De havde for en stor Del ingen Mening, naar der ikke var en kraftig Statsmagt for oven, som kunde skaffe dem Gyldighed. Det var ikke blot ved Udbredelsen af visse statsretslige Doktriner, at Enevældens Indførelse var forberedt, men hvor forskjellig den end var fra den Forfatning, som den fortrængte, hvor stærkt den end maatte omdanne den hele Styrelse, kunde den bygge paa meget, der allerede var foreskrevet, paa Forhold, som længe havde havt Gyldighed, paa Grundsætninger om Ordning af Handel og Vandel og om Statsmagtens Myndighed overfor den enkelte, om hvis Rigtighed ingen havde Tvivl og som ganske stemmede med dens eget Væsen. Overgangen fra den tidligere Tid til Enevælden har derfor i de Forhold, der laa den overvejende Del af Befolkningen nærmest, været langt lettere, Springet ulige mindre, end man tænker sig, naar man blot ser paa Forfatningens Form. Oven i Kjøbet fulgtes lignende Grundsætninger rundt omkring i de fleste europæiske Lande med Hensyn til Statsmagtens eller andre Autoriteters Myndighed overfor den enkelte Statsborger.
Men derfor er det dog lige godt klart, at Enevoldskongerne med Iver have grebet, hvad der laa rede for dem,
