452
Syttende Kapitel.
den kunde se dem i Afstand og ikke skyde forbi, naar han sigtede på dem. I den Grad vare de Farver skrigende, som valgtes til Uniformerne. Og nu den Smaalighed, med hvilken Kongerne, især Frederik IV blandede sig i alt sligt. Det gjorde et beklageligt Indtryk at se den samme konge, der med en saa rosværdig Iver vilde udvikle en Nationalmilits, der f. Ex. i Aaret 1708 rejste 1841⁄2 Mil i 34 Dage for at mønstre sine Tropper, at se ham svare General Reventlow paa hans Begjæring om Forstærkninger under Krigen 1710, at et Regiment, som han vilde sende ham, først kunde bryde op om to Maaneder, fordi dets Paaklædning ikke var reglementeret, idet det blaa Klæde, man havde i Behold til Kraver og Underfoder, ikke var af den fastsatte Farve, det skulde være noget lysere[1]!
Som der blev bortkastet Tid og Penge paa den Slags Taabeligheder, saaledes fristede det Kongerne til ved Valg af Officerer at se mere paa Dygtighed i at forfølge de mindste Fejl imod de gjældende Reglementer eller paa Talent for Ordning af, hvad der stod i Forbindelse med Gamacher, Knapper, Kokarder o. s. v., end paa den virkelige militære Dygtighed.
Den Hær, ved hvis Forhold vi hidtil have dvælet,
var fælles for Kongeriget Danmark, den kongelige Del
af Slesvig og Holsten samt Oldenburg og Delmenhorst.
Men ved Siden af den havde Norge sin egen Væbning,
saaledes som allerede tidligere er nævnt. Dens Forhold
vare ulige simplere end de tilsvarende i Danmark. Dette
sidste Lands Beliggenhed gjorde, at snarest Tropperne
derfra vilde blive brugte udenfor Statens egne Grænser,
her mere end i Norge var Kongen fristet til at lægge
Vægt paa at have Soldater som et Værn mod mulige
Farer for Enevælden, og her trængtes der til langt flere
- ↑ Error: The pages tag cannot be used in the Page: and Index: namespaces
