14 Første Kapitel.
Kongemagtens Præg som den, der kun skyldte Gud Regnskab og alene var ansvarlig for ham.
Enhver har hørt tale om Versailles og den storslaaede Pragt, som udfoldedes der under Ludvig XIV. Ikke mindre bekjendt er det, hvilken Attraa efter prægtige Slotsbygninger og rige Slotshaveanlæg samt ceremoniøse glimrende Hoffester efter fransk Forbillede, der smittede de forskjellige Fyrster, hvorledes Hofstaterne nu toge til efter et hidtil ukjendt Omfang, hvorledes Digtekunst, Musik og Dans traadte i Hoffernes Tjeneste rundt omkring som Hofkomedier og Hofballetter. August II’s Hof i Dresden staar som det ved yppig Pragt og Letfærdighed mest berygtede Exempel paa, hvad Kongedømmet kunde drage i Følge med sig af tom og usigelig kostbar Glans. Men med ikke stort ringere Bram søgte den første preussiske Konge at optræde, han, som alene ved sin Salvingsfest bortødslede 6—7 Millioner Thaler og ved denne Lejlighed var iført en Dragt, paa hvilken hver Knap havde kostet 3000 Dukater, medens Dronningen bar Juveler til en Værdi af 3 Millioner Thaler. Hertil svarede hans hele Hofliv godt. Men selv de sparsommeligste Fyrster bleve revne med ind i, hvad Enevældens Moder krævede. Om det saa var Karl XI af Sverige, denne Konge, der vendte og drejede enhver Skilling, inden han gav den ud, kostede han 311,811 Daler Sølvmønt paa Bygningen af en eneste Fløj af den Pragtborg, som efter hans Plan skulde afløse det fra den ældre Tid staaende Slot. Og Frederik Vilhelm I af Preussen, hans Sidestykke i økonomisk Sans, brugte store Summer til at kjøbe kostbare massive Guld- og Sølvsager for, han ejede Sølvsager til en Værdi af halvanden Million Thaler.
Det var ikke blot det lokkende ved raffinerede Nydelser og Glimresyge, der førte til sligt. Personligheder som Karl XI og Frederik Vilhelm I kjendte ikke til den Slags Tillokkelser. Enevælden trængte ligesom til en Yderside, der svarede til den, og Politiken opfor-
