Salvingen 1670. 13
rig og prægtig, at den fra først af blev vurderet til imellem syv og otte hundrede tusend Rdl. Ikke mindre nye vare Spiret, Rigsæblet og Sværdet, og deres Kostbarhed svarede til Kronens. Ligesom Kongemagten var en Gave fra Gud og ikke fra Mennesker, saaledes kunde Kongen ikke modtage Kronen, Kongemagtens Symbol, eller de andre Regalier af noget andet Menneske. Derfor satte han selv Kronen paa sit Hoved og tog de andre Regalier til sig[1], inden han begav sig til Kirken, hvor Salvingen fandt Sted, en Handling, om hvilken han udtalte, at han kun opfattede den som en Devotionsakt, hvorved „han med den alregerende Gud i Himlen sig nærmere og kraftigere forenede og forbandt“. Naar en Konge i fordums Dage blev kronet, blev hans Haandfæstning oplæst, og han maatte Selv aflægge Ed paa denne, nu var det Kongeloven med dens Forkyndelse af Kongemagtens Storhed, der blev oplæst. Den af de tilstedeværende Bisper, der tog den ud af dens Foderal, gjorde først „en dyb Reverens“ for den. Det Sprog, der lød fra den sjællandske Biskop Vandals Side, da han holdt Talen ved Salvingen, var stemmet i en Tone, der nøje svarede til den, som gik igjennem hans store Værk om Enevælden fra faa Aar tilbage. „Det er“ hedder det iblandt andet i hans Tale; „Kongens Ret og Herredømme, samt Folkenes skyldige Underdanighed, at Kongen skal herske over Undersaatternes Personer … item at han skal herske over deres Gods og Ejendom, deres Agre og Vingaarde, deres bedste Oliegaarde, deres Sæd, Kvæg og Asener“[2]. Selve den Pragt, der blev udfoldet ved Salvingsfesten, var vistnok mindre end den, som havde udmærket tidligere Kongers Kroninger; Kristian V havde udtalt, at fordi han blot opfattede Salvingen som en Devotionsakt, vilde han „ingen overflødige Ceremonier og stor Vidtløftighed have“. Men for ikke at tale om, at den af en Devotionsakt at være var glimrende nok, saa havde den ved alt, hvad der var sket ved den, peget klart og tydelig paa
- ↑ Jvfr. Danske Magazin 4de Række VI, 94, der netop viser, at der er blevet forhandlet af Kongen med hans Raadgivere om denne Sag, og at det der er „besluttet, at Biskoppen ikke skal sætte Kronen paa Kongens Hoved, men at Kongen selv som souveræn Arvekonge skal tage Kronen fra Alteret“. Da det kom til Stykket, blev imidlertid, som det ses af Texten, en anden Form valgt for det samme.
- ↑ Se R. Meiborg: Billeder af Livet ved Christian den femtes Hof (Kjøbenhavn 1882) S. 11.
