12 Første Kapitel.
bare Indstiftelse beroende, ufortabelige Arverettighed. Skjønt der i Forordet til Danske Lov tales om Undersaatternes Overdragelse af Enevoldsmagten, tilføjes der, at „i saa Maader den gamle Arveret i Vores kongelige Hus og Familie igjen er bleven indført“, og i sit, med Lovens Udstedelse samtidige Testamente af 15. April 1683 fremhæver Kong Kristian i Modsætning til Adelsvældens Dage, „de gamle Tiders Maximer og Observancer, da Kongens Magt endda ej ved Haandfæstninger og andre Love var beskrænket“. Han gaar i sin Opfattelse af Enevoldsmagten her saa vidt, at han siger: „Rigerne hører Kongen til som sit Patrimonium og Ejendom“. At ytre Tvivl om, at den danske Kongemagt havde været arvelig i gamle Dage, var da ogsaa at tage Datidens danske Statsmænd fra den ømme Side. De bekæmpede enhver saadan Tvivl med Hidsighed[1].
For Norges Vedkommende behøvede Kongerne ikke at tage deres Tilflugt til Theorien om, at Valgkongedømmet kun havde havt sin Grund i en Usurpation fra Adelens Side, som derfor atter med Rette kunde afløses af Arvekongedømmet. Her vare Konge og Folk i Virkeligheden enige om, at Arvekongedømmet aldrig havde ophørt, og der fattes derfor i Indledningen til Kristian V’s norske Lov alt, hvad der i Danske Lov paa det tilsvarende Sted staar om Enevoldsmagtens og Arvekongedømmets Indførelse[2].
I god Overeensstemmelse med de høje Forestillinger om Kongemagten blev Kristian V’s Tronbestigelse beseglet ved en Højtidelighed, der skulde give Indtryk af, at det nu var en Enevoldskonge, der besteg Tronen i Modsætning til Fortidens Valgkonger. Disse vare blevne baade salvede og kronede, men nu vare ikke alene Regalierne, men ogsaa selve den religiøse Handling forskjellige fra tidligere. En helt ny Krone var bleven forfærdiget, af en anden Form end den ældre, som Tegn paa, at Kongemagten nu var en anden, og den var saa
