268 Ellevte Kapitel.
der ansat en bestemt Mand til at være Byens Kok, me- dens ingen andre maatte ^til Bryllupper og Yærtskaber koge'*, og kun sex navngivne Mænd maatte være Stads- kokke for borgerlige Huse i Kjøbenhavn. Da Fre- derik IV 1708 gav en skibbrudden Mand Privilegium paa at være Farver i Odense, blev der til Privilegiet føjet den Tilsætning, at da der var tre Farvere i For- vejen, skulde det første Farveri, hvis Besidder døde, nedlægges ^^). Selv ude paa Landet kunde Begeringen enten af den ene eller den anden Grund falde paa at træffe lignende Forholdsregler. Den bød saaledes, at der i hvert Sogn paa Møen kun maatte være tre Sko- magere, og at der i Sjælland ikke maatte opholde sig mere end én Skomager i hvert Sogn**).
Vilde Enevælden hindre, at man fik næringsdri- vende Borgere, der intet havde at leve af, saa vilde den paa den anden Side ogsaa om muligt forebygge, at de trak deres Kunder op ved at tage altfor meget for deres Varer. Ligesom Kongerne fastsloge Priser paa Salt, Sæbe og andre Artikler, der hørte ind under den store Handel og Industri, saaledes ogsaa ved en Del af de Varer, der vare Gjenstand for Detailhandelen, fremfor alt ved de vigtigere Levnetsmidler. Allerede den tid- ligere Tid havde godt kjendt sligt, og det var i Grun- den en Konsekvens af det hele Beskyttelses- og Regu- leringssystem. Ganske paa samme Maade, hvorpaa Be- geringen bestemte, hvad der skulde udredes i Sportler til Embedsmændene for udførte Forretninger, og endog, hvor meget dér skulde betales Tjenestefolk i Løn^**), paa paa samme Maade gik den frem ved Handelen med Levnets- midler og andre Nødvendighedsartikler. Danske og Norske Lov fastsatte efter ældre Forbillede, at Magistraterne ide en- kelte Byer skulde „mage det saa, at enhver for et skjel- ligt Værd kan bekomme, hvis Vare som Landets Indbyg- gere behov have og bør at findes fal i Kjøbstæderne", de skulde især fiere Gange om Aaret lade taxere „fersk Oxekjød, saltet og tør Fisk, 01 og Brød, item Vin, Salt
