Side:Danmark-Norges indre historie under enevælden 1.djvu/28

Denne side er ikke blevet korrekturlæst

8 Første Kapitel.

aldrig har havt en Følelse af, at han ved helt at ude- lukke Folket fra Del i Statsmagten var gaaet ud over, hvad mange af dem ventede, der paa Rigsdagen i Ejøbenhavn tillidsfuldt lagde det i hans Haand at ordne Forfatning og Styrelse. Men ligesaa sikkert, som han havde den formelle Ret til at handle, som han gjorde, ligesaa sikkert holdt han og hans Efterfølgere sig fuldt overtydede om, at deti Enevælde, de udøvede i Danmark, var deres retmæssige Ejendom, og efter at Stænderne i Norge havde underskrevet den norske Arveenevoldsakt, gjorde de det samme med Hensyn til dette Rige, her hvor Frederik III og hans Forgængere oven i Kjøbet stedse havde gjort Paastand paa, at de havde den arve- lige Kongemagt.

Som den almindelige Tidsaand i Evropa havde vir- ket til at bane Vejen for Enevælden her i Staten, saa- ledes vedblev Udviklingen rundt omkring at gaa i samme Retning og derved at støtte den nye Tingenes Orden i Danmark-Norge. I Frankrig viste Kongedømmet sig i Ludvig XIV's kraftigste Tid med en Storhed pg en Magt som ingensinde tidligere, og i selve det konstitu- tionelle England saa det i en Række Aar ud, som om Tronen skulde hævde en Overlegenhed over Parlamentet, der stod i den stærkeste Modstrid med, hvad Udvik- lingen havde syntes at skulle føre til i det lange Parla- ments Dage. Baade i Frankrig og iblandt de stuartske Royalister i England opfattedes Forfatningsforandringen i Danmark 1660 som en glædelig Begivenhed*). Der vår én solidarisk Følelse imellem Kongedømmets ivrige Forkæmpere i Europa ganske som i vore Dage imellem de Radikale. Og hvad der var sket i den dansk- norske Stat, fandt ogsaa sit Sidestykke i den branden- burg-preussiske Stat, hvor den store Kurfyrste Frederik Vilhelm fuldstændig knækkede Landstændernes Magt og efter eget Tykke raadede over alt, hvad der vedrørte Lovgivning og Finanser. I Sverige endelig samlede Karl XI efter 1680 foruden hele den udøvende ogsaa