242 Tiende Kapitel.
kjøbte Kolonier i andre Verdensdele, er det ikke usand- synligt, at Regeringen — maaske halvt ubevidst — har ladet Kolonialsystemets vante Grundsætninger indvirke paa sin Stilling til den islandske Handel.
Men denne Handel maatte naturligvis ordnes i det enkelte. Statsmagten kunde her ret følge sin Lyst til at regulere alt, hvad reguleres kunde. Den fastsatte nøj- agtig Priserne paa alle de Varer, som tilførtes til Is- land; eller som udførtes derfra , og ikke mindre, hvorledes den Fisk, Islænderne solgte, skulde flækkes og tørres, at den skulde tilvirkes som Platfisk, ikke som Hænge- fisk; den bestemte, hvorledes de skulde forarbejde de Hoser og Vanter, som de afsatte til Kjøbmændene, hvilket Maal disse Varer skulde have og hvilken Bonitet. Paa denne Maade mente Regeringen at varetage baade Kjøbmændenos og Islændernes berettigede Interesser. Den viste desuden sit Ønske om at hjælpe den islandske Befolk- ning ved saadanne Skridt, som at den lod alt det Mel, der brugtes til Handelen paa Island, være fritaget for Konsumtionsafgifter, for at det kunde forhandles billi- gere der oppe. Frederik IV fastsatte i Aaret 1702 en Handelstaxt, der var ulige gunstigere for Befolknin- gen end nogen tidligere, og han eftergav iAarene 1702 til 1706 Kjøbmændene 6000 Rdlr, aarlig i deres For- pagtningsafgift imod, at de skulde sælge Islænderne Fødevarer ogandreNødvendighedsartikler billigere*®). SUge Handlinger af denne Konge passe godt til, at han strax efter sin Tronbestigelse lod Islands ikke mindre end Fin- markens Forhold tage under Overvejelse af en Kommis- sion, for at der kunde blive truffet den heldigst mulige Ordning, og at han 1706 i Anledning af Spørgsmaalet om en ny Bortforpagtning af de islandske Jordebogs- afgifter udtalte, at den skulde ske paa saadanne Vilkaar, at Islænderne ikke bleve utilbørlig trykkede derved'^).
Da den Velstand, Islænderne skulde kunne vinde, for en stor Del afhang af deres Fiskerier, var det i og for sig naturligt, at Begeringen her som véd Finmarken
