240 Tiende Kapitel.
dem kun at vederlægge den Udgift, det kostede at føre dem derhen. Hvem kan andet end finde det forbavsende, at Regeringen saaledes slog en Streg over private Retskrav, naar den bare kunde faa flere Arme satte i Gang med Fiskeriet i Finmarken. Men 1715, da Ban- delsbaandene løsnedes deroppe, bortfaldt alt dette. Ku hed det blot, at „paa det Landet med gode og veder- hæftige Folk kunde tiltage og med Tiden blive forsynet^, maatte det være tilladt Kræmmere at flytte derhen, naar de først meldte sig til Stedets Øvrighed med Vid- nesbyrd om deres Liv og Levnetsforhold. Intet kunde være fornuftigere**).
Det er i flere Henseender et Sidestykke til alt dette Privilegie- og Reguleringsvæsen, som møder os ved Is- land. £fter at et saakaldet islandsk Kompagni i den nærmeste Tid før Enevældens Indførelse havde havt Ene- handelen paa denne store 0, blev det ophævet 1662. Derefter blev Landet med Hensyn til Handelen delt i fire Dele, saaledes at det overdroges en enkelt Kjøb- mand at drive Handel paa hver af disse fire Dele. Den fra Kjøbenhavns Forsvar og Souværenetetens Indførelse navnkundige Hans Nansen var den ene af disse iire Kjøbmænd. De betalte i samlet Sum 4000 Rdlr. som Forpagtningsafgift om Aaret til Regeringen for denne Handelsret*^). I Aaret 1684 bortforpagtede Regeringen Handelen paa Island paa 6 Aar til nogle kjøbenhavnske Kjøbmænd saaledes, at hver af disse overtog Handelen paa en bestemt islandsk Havn, til hvilken der da blev lagt en Del af Landet som Opland eller Handelsdistrikt. Enhver indenfor dette Omraade var forpligtet til at handle paa den Havn, hvortil Distriktet hørte*®). Denne Ordning holdt sig i alt væsenligt Tidsrummet ud. Kjøb* mændene vaagede strængt over, at deres Eneret blev overholdt. I Aaret 1699 blev en Bonde efter vedkom- mende Kjøbmands Anklage kagstrøget i Amtmandens Nærværelse , fordi han havde solgt nogle faa Fisk til en Handlende i et andet end hans eget Distrikt, og det