Ordning af Handelen paa Finmarken. 239
til Kjøbstæder i Norge og handle der „for deres Brød og Næring paa bedste Maade at vinde". Det er højst interessant at se Regeringen saaledes tilsidst selv mis- tvivle om at kunne naa sit Maal ved at gjærde strængt om en lille Kreds af privilegerede Handelsmænd.
Under al denne Skiften af Bestemmelser om Han- delen paa Finmarken havde Regeringen mærket, at det vilde have stor Betydning for Fiskerierne ved Norges nordlige Kyst, om Befolkningen kunde forøges. Det var i god Konsekvens med den vante befalende Tone i Re- gulativer og Anordninger, naar den 1687 forpligtede en- hver af dem, der handlede paa Finmarken, til aarlig at skaffe en arbejdsdygtig Mand og Kvinde tilveje, som skulde blive der i 5 Aar. Disse skulde først tjene saa længe hos dem, der sendte dem derop, indtil de havde betalt, hvad der var kostet paa dem, siden niaatte de være fri og tjene hos, hvem det lystede dem. Efter de fem Aars Forløb skulde de have Frihed for at kunne udskrives til at være Soldater. Et lignende Paalæg blev 1691 og 1702 givet de Kjøbmænd, som da fik Handelen i deres Haand. Men Regeringen var desuden 1687gaaet saa vidt, at den tillod, at Løsgængere i Bergen og Om- egn saavel som de, der for en eller anden Forbrydelse vare dømte til Jæm og Fængsel, og de, der skjønt gifte, gjorde sig skyldige i Lejermaal og ikke kunde betale deres Bøder, maatte føres til Finmarken og bruges ved Fiskeriet der. Finmarken skulde altsaa gjøres til et Slags Deportationssted, for at Fiskeriet kunde blive drevet i Vejret. Denne Ordning synes dog at være bortfalden 1691. Derimod blev det nu tilladt alle paa Norges Vestkyst ned til Stavanger, som bleve forfulgte af deres Kreditorer og ikke kunde betale, at drage til Finmarken, hvor de i 10 Aar skulde være fri for deres Kreditorers Paatale, hvis de vare flittige med Fiskeriet. Ja, senere (1702) fik de endog Sikkerhed herimod, saa længe de forbleve i Finmarken og der ernærede sig ved Fiskeri eller andet lignende Arbejde. Der paahvilede
