236 Tiende Kapitel.
nok nede fra det fjærne Kjøbenhavn foreskriye i de mindste Enkeltheder, hvorledes Handelen skulde dri- ves, hvor høje Priser der maatte tages for Kom, MeL 01, Hør, Hamp, Jæmvarer og andre Artikler, som førtes derop, eller hvad der var den laveste Pris, der skulde betales for de Fiskevarer, som kjøbtes hos Finmarkens Fiskere, den kunde paabyde Forholdsregler for at sikre disse og de lappiske Aensdyrsjægere imod at blive fiaaede af bergensiske Kjøbmænd, den kunde give sine Embeds- mænd skarp Befaling til at vaage over Eegulativemes nøje Gjennemførelse, den maatte dog den ene Gang efter den anden lave om paa Ordningen. Vanskeligheden ved paa den ene Side at give vidt strakte Privilegier og paa den anden Side hindre Misbruget af disse i de fjærne Egne traadte stærkt frem. Yi ville følge de vigtigste Træk af den finmarkenske Handelsordnings Historie.
Ved Enevoldstidens Begyndelse havde Bergens Bor- gere Enehandelen i Finmarken ^^), og de benyttede den paa en skammelig Maade. Men uagtet Amtmanden der oppe gav stærke Skildringer af deres Snyderier imod Befolkningen, gik Regeringen saa vidt i at føje Bergen- serne, at den (1. Jan. 1681) gav dem, eller rettere Ma- gistraten paa en Del Borgeres Vegne, hele Finmarken i Forpagtning paa 6 Aar mod en aarlig Afgift af — 200 Bdl. Ja, Amtmandsembedet blev inddraget, og selve Styrelsen af Landet blev lagt i Bergens Magistrats Hæn- der*^). Kontrollen var derved i Virkeligheden opgivet. Privilegiet havde Magten. Virkningen af et saadant Fejlgreb udeblev ikke. Faa Aar efter maatte Kristian V udstede et skarpt Forbud imod en saadan Skamme- lighed, som at Bergens Borgere efter eget Tykke flyttede Indbyggerne fra etPræstegjæld ind i et andet, „Kaldene til Ødelæggelse og Fordærvelse^. En Kommission af tvende Mænd blev sendt derop for nøje at undersøge Forholdene, de skulde høre de gj ensidige Klagemaal imellem Almuen og Kjøbmændenes Udliggere og afgive Betænkning, om enten de bergensiske Kjøbmænd burde
