232 Tiende Kapitel.
hindre Indførselen af mange Varer, maatte lægge et Baand paa den frie Handelsrørelse, der kunde føles som et Tryk, og det samme var Tilfældet, naar den af et lignende Hensyn forbød Udførsel af forskjellige Varer. Ogsaa kan det yære et Spørgsmaal. om Regeringen ikke af Hensyn til denne Industri i visse andre Retninger udøvede en Tvang paa de Handlende, som disse under- tiden vare mindre tilfredse med. Saaledes var det paa- lagt Defensionsskibenes Hedere at Igebe Kanoner og Kugler i Norge, Tovværk, Sejl, og, hvad der behøvedes til Skibenes Udrustning og Vedligeholdelse, „af hvad her i vore egne Lande forarbejdes.^ Det islandske Handels- kompagni var det foreskrevet, at det skulde tage visse Varer fra „vore egne Lande og Kiger," nemlig Brød. Øl, Brændevin, Snedkerarbejde, Hampeliner, Hatte og Jæmvarer.
I flere af de Træk, vi her have fremhævet, have vi set Tvangen, denne Beskyttelsens vante Følgesvend, stikke . Hovedet . frem. Den kunde være forklarlig nok, hvor Statsmagten mente at maatte tage Hensyn, dels til, hvad dens Finanser krævede, dels til hvad Om- sorgen for andre Næringsveje og Sysler gjorde nødvendigt. Men det er, som den mente, at kun, naar den greb ind med sine regulerende Bestemmelser og med sin Kontrol vilde der komme Orden og Lydighed indenfor selve de priviligerede Kompagniers og Interessentskabers Kreds, og at Kjøbmændene kun derved vilde blive forhindrede fra at trække deres Kunder op og Fabnkanteme fra at levere dyrt eller slet Arbejde. Enevælden h^vde paa dette Omraade ligesom ved Agerbruget den mest ind- groede Mistillid til Friheden. Saaledes gav Kristian V KommercekoUegiet Befaling til Tid efter anden at sætte en vis Pris og Taxt paa Manufakturvarer, hvilken der- næst skulde forelægges ham selv til Godkj endelse, og han bød det at forordne „Kørmestre^ til at forvisse sig, om Varerne vare gode nok. Frederik IV paalagde det samme Kollegium ottere at lade undersøge saadanne
