Side:Danmark-Norges indre historie under enevælden 1.djvu/24

Denne side er valideret

4

Første Kapitel.

Befolkningen saa godt som var uddød. Ovre i Ribe var en Fjerdedel af Beboerne død af Farsoten, og det giver et Indtryk af, hvorledes det har set ud i Nordslesvig, naar man hører, at i Haderslev Amt døde i 2 Aar 28 Præster eller næsten alle de, som fandtes[1]. Ligesaa forfærdeligt stod det til længere imod Syd i den kongelige Del af Slesvig. Endnu indtil dette Aarhundrede har Mindet om Polakkernes Røverier holdt sig i den nordlige Del af Angel, og selv nede i Holsten led visse Egne overordentlig ved de fremmede Troppers Gjennemmarche. Uagtet Norge langt mindre end Danmark blev Krigens Skueplads, maatte dog ogsaa det døje haarde Tab og lide under trykkende Skatter.

Som Folket i selve Danmark var udpint, saaledes havde Statens Finansnød naaet en saadan Højde, at den ikke syntes at kunne overgaas. For at rejse Penge havde det været nødvendigt at pantsætte den aller største Del af Kronens Gods. Og, hvad der var det værste, de Ulykker, som havde ramt Riget, havde vist, at det led af den ene Kræftskade værre end den anden. Det var ikke blot et overlegent Naboriges Krigsmagt, der havde tilføjet Staten de haarde Stød. Degeneration i den Stand, som havde været den herskende, en forældet og aldeles ubrugelig Administration, glødende Had fra de lavere Stænders Side mod Adelen, sørgelige Samfundsforhold, den uforsvarligste Forsømmelse af Statens Forsvarsvæsen, alt dette havde gjort Danmark til Bytte for Datidens vilde Krigerskarer af forskjellige Nationaliteter. Og vistnok havde Krigen efter Karl Gustavs Fredsbrud i August 1658 tillige vist, at der var en sund og kraftig Kjærne i det danske saavel som i det norske Folk, og at Undersaatterne kunde samle sig om Kongen til fædrelandssindet Kamp. Bevidstheden om, at Krigen havde vakt Folkeaanden, og at denne baade havde frelst Landets Ære og dets Selvstændighed, maatte give Haab om Fremtiden; men skulde der raades Bod paa alle de Onder, som vare komne for en