Manufakturer ogsaa udenfor Kjøbenhavn. 217
at de skulde følge Anlæggelsen af Manufakturer med Opmærksomhed; Ordrer til Statholderen i Norge og Stiftsbefalingsmændene i Danmark talte om en stor Mængde Industrigrene, som det vilde være ønskeligt at udvikle ved Fabrikker; det blev i en Forordning udtryk- kelig fremhævet som Hovedopgaven for alle mindre Kjøbstæder at lægge sig efter Manufakturer, og der lovedes visse Fordele til dem, som vilde nedsætte sig i Ejøbstædeme og oprette Manufakturer der. Kristian Y paalagde da bgsaa KommercekoUegiet at have flittigt Tilsyn med, at „hans Intention til Manufakturernes Fort- sættelse saa vel i Kjøbenhavn, som i de andre Stæc^er alvorligen vorder efterkommet", og det samme ind- skærpede Frederik IV stærkt Slotsloven i Kristiania med Hensyn til de norske Byer, den skulde „uden Und- seelse stedse forestille, hvad saadanne Manufakturers Indrettelse , som og ellers , hvad til Kommercien og Skibsfarten at befordre og fremme kunde være nyttigt". Norges Naturforhold vare efter Kongens Mening saadanne, ^at der lettelig allehaande Manufakturer, i Synderlighed af Gevær- og Krudtmøller, kunde være at indrette". Enhver, „som noget tjenligt Forslag til Manufakturernes Indrettelse, Kommerciens Opkomst, Bergværkemes Op- tagelse kunde vide**, skulde gjøre Forslag derom til Slotsloven^*), De Opfordringer, der under Kristian V og Frederik IV rettedes til Udlændinger om at flytte ind i Rigeme og anlægge Manufakturer, gjaldt da ogsaa ikke mindre Kjøbstæderne rundt omkring i Staten end Kjøbenhavn.
Det slutter sig nøje hertil, at Regeringen ligesaa godt støttede industrielle Anlæg udenfor Kjøbenhavn som i denne By. Den gav Privilegier til Sæbesyderier i Bergen og til Saltkogerier baade i denne By, i Kri- stiansand og paa Læsø ikke mindre end til lignende Etablissementer i Kjøbenhavn, til et Manufaktur i Ribe for Floret-, Silke- og Taftesbaand lige saa vel som til Anlæg af Silkemanufakturer i Hovedstaden, til en Pa-
