Spørgsmaalet om Optagelse af anderledes troende. 215
kunde beholde Herredømmet. Der blev 1682 ind- rømmet Beligionsfrihed til alle, som vilde nedsætte sig i Frederikstad i Norge, dog med Undtagelse af Jøder og et Par fritænkerske Sekter, Socinianere og Photianere. Vel maatte de foreløbig ikke have offentlig Religions- øvelse; men de fik dog Løfte om „Plads til gudelig Tjeneste^, naar de havde naaet at danne en anselig Menighed ^^). Da Fredericia samme Aar fik sine Privi- legier stadfæstede, blev der ved dem givet fri Religions- øvelse til enhver, „som var af kristen Tro, om han end- skjønt ej er saa lige af den Augsburgske Konfession^, ogsaa fik Jøderne Tilladelse til at have en Synagoge der 2*). Et Par Aar senere udtalte Regeringen selv of- fentlig hine Ord om Religionsfrihedens Betydning til at skabe Folkerigdom og Velstand, som StatskoUegiet havde fremsat 12 Aar tidligere, og Kongen erklærede ligefrem til en Kommission af tre Theologer og tre Jurister, iblandt hvilke de Reformertes ivrige Modstander Biskop Hans Bagger var, at han havde besluttet at tage de Reformerte, som vilde nedsætte sig i hans Riger og Lande, under sin Varetægt. Kommissionen skulde derfor kun udtale sig om, paa hvilken Maade disse Friheder kunde indrømmes dem. Nu fulgte der snart (Januar og April 1685) Kundgjørelser om Privilegier*) for alle Frem- mede, ikke blot af den evangeliske Religion, men ogsaa Reformerte, „være sig af hvad Nation og Haandtering de endog være kan, enten de Adel, lærde Folk, Kjøbmænd, Kunstnere, Haandværkere eller Skibsfolk ere, som sig her udi Vores Riger og Lande ville indbegive". Hvad der ved disse Privilegier opstilledes som Lokkemidlet,
- ) Jeg tror ikke paa den almindelige Fremstilling, hvorefter
Dronning Soåe Amalies Død 20. Febr. 1685 skal have be- tegnet et Vendepunkt saaledes, at Regeringen først efter, at hendes ivrige Modstand imod Religionsfriheden var ophørt, slog ind paa den mere frisindede Bane. Denne er aabenbart Allerede bleyen betraadt inden hendes Død baade ved Rege- ringsudtalelserne 1684 og Privilegierne af Januar 1685.
