Niende Kapitel.
Medens alt, hvad der ad de her nævnte Veje virkedes til Fremme af Rigernes materielle Udvikling, intet havde at gjøre med Tidens herskende økonomiske Grundsætninger, traadte disse i fuldt Omfang frem ved Regeringens Arbejde paa at understøtte Anlæg af Fabrikker.
Den begyndte ganske naturlig med at gjenoplive Forsøg, som tidligere vare skete paa at drive Sukkerrafinaderier og Saltsyderier i Kjøbenhavn og paa Kristianshavn, ligesom den ogsaa støttede Oprettelsen af en Stivelsefabrik[1]. Fra denne Begyndelse gik den videre og videre, den fremmede baade i Norge og i Danmark Oprettelsen af Tobakspinderier, Saltkogerier og Sæbesyderier, ligeledes Anlæg af Oliemøller, Korduanfabrikker, af Hattefabrikation, af Fabrikker til at brænde Tobakspiber, af Staalfabrikation til Gavn for Agerbruget, som f. Ex. af Høleer og Skjæreknive, af Jærn- og Kobbermanufakturer, endelig ikke blot af Væverier, Farverier og Uldmanufakturer, men med en forbavsende Iver ogsaa af Silkemanufakturer[2].
Regeringen indlod sig ved alt sligt fornuftigvis endnu kun meget lidt paa at yde Tilskud af Penge enten som
