202
Ottende Kapitel.
saa godt som allevegne ride. Vogn brugte han kun paa Strækningen imellem Kongsvinger og Elverum. Tyve Aar senere omtales Vejenes Slethed i Norge i U. Kr. Gyldenløves Dagbog over hans Rejse her med Frederik IV 1704; han nævner en Vej, der var saa elendig, at han tvivler paa, at noget skikkeligt Menneske førend Kongen havde rejst ad den, et andet Sted væltede denne og havde nær knækket sin Hals[1]. Da der 1710 og 1711 blev lagt Skat paa bedre Befordringstøjer, var det i Norge ganske naturlig ikke Vogne, men Lystfartøjer, der rammedes af Skatten. Endnu 1720 kunde man ved Norges største og rigeste Stad Bergen ikke kjøre med Vogn udenfor Byen længere end en ottende Del Mil, fordi Vejen var for smal og stenet[2]. Paa hele Vesterlandet hjalp man sig overvejende saa godt som allevegne igjennem ved Befordring i Baade.
Hvad der skete med Hensyn til Vejvæsenet i Norge, fik ved Slutningen af den store nordiske Krig et Slags Tillæg ved en nærmere Ordning af Gjæstgiverierne og Skydsvæsenet omkring i Norge paa Grundlag af, hvad der allerede tidligere havde været indført, men med omhyggeligere Bestemmelser, baade for at der kunde være de nødvendige Heste til Brug ved Stationerne og for, at de Rejsende ikke skulde være udsatte for Optrækkeri[3].
Omtrent ligesaa vigtigt som, hvad der skete for at forbedre Samfærselsmidlerne, var det, at der i Aaret 1683, dette med Hensyn til Lovgivningen saa mærkelige Aar, blev indført ens Maal og Vægt „overalt i begge vores Riger og derunder liggende Lande". Hvor nødvendig denne Reform var, vise saadanne Kjendsgjerninger, som at dengang ti jydske Alen vare lige med ni sjællandske, at man et Sted i Danmark regnede en Tønde Korn til 20 Skjæpper, i en anden Egn tæt derved til 18, andre Steder snart til flere, snart til færre, fra 12 lige ned til 5 Skjæpper; en Tønde Korn paa Mors indeholdt fire Gange saa mange Skjæpper som en paa Bornholm.
