198
Ottende Kapitel.
„Vejene skulle være ganske brøstfældige og forfaldne, at de Rejsende ikke uden med største Fortræd og Sinkelse kan fortkomme". Endnu i Begyndelsen af det 18de Aarhundrede vare Vejene i en saa frugtbar og vel befolket Del af Landet som det vestlige Fyen i den Grad slette, at det var farligt at kjøre paa dem, og paa samme Tid var Vejen fra Kjøbenhavn til Kjøge saa ubrugelig, at de Rejsende kjørte ind over Markerne for at komme frem. Naturligvis bragte det dem i Klammeri med Bønderne[1]. Man kan da tænke sig, hvorledes det saa ud i de mere afsides liggende Dele af Landet.
Ovre i Slesvig og Holsten voldte Vejvæsenet lignende Bryderier. Gjentagne Forordninger derom, som Kongerne og de gottorpske Hertuger udstedte i Fællesskab, paatale, at de Bud, der vare udstedte derom, kun lidet bleve overholdte, og at det derfor endog kunde være forbundet med Fare at ride eller kjøre paa Vejene. Værst saa det i den Henseende ud paa Prælat- og Ridderskabsgodserne[2]. Det var kjendelig ikke tilstrækkeligt at befale Befolkningen selv at sørge for sine Veje.
Hin Tid kjendte ikke Diligencer og Dagvogne; men Rejsende kunde i Slutningen af Aarhundredet lade sig befordre ved de saakaldte agende Poster, der svarede til en senere Tids Pakkeposter, og Regeringen søgte, efter Forbillede af, hvad allerede tidligere var begyndt, at skabe en Slags Personbefordring paa de vigtigste Veje ved at paabyde og vaage over, at der i de forskjellige Kjøbstæder fandtes Vognmænd, som „med passende Kurvevogne" kunde befordre de Rejsende. En bestemt Taxt var fastsat for at kjøre fra den ene Kjøbstad til den anden, og der skulde altid ved Værtshuset i enhver af disse paa Vejen mellem Kjøbenhavn og Glückstadt holde to Vogne færdige til at kjøre. Paa sine Steder fik Bønder Bevilling paa at maatte befordre de Fremmede[3].
Naturligvis maatte der rundt omkring i Byerne være
