194
Ottende Kapitel.
om den imødekom en almindelig Tvang. I det mindste lød der fra Industridrivendes og Kjøbmænds Side de stærkeste Opfordringer til den om at give dem Privilegier, Handelsbevillinger o. a. l. Allerede 1661, midt under Rigets ødelagte Tilstand, blev der indgivet det ene Andragende eller Forslag efter det andet til den om at maatte indrette Sæbesyderier, Sukkerraffinaderier og Krudtmøller i Kjøbenhavn, om, at den vilde indføre forskjellige Manufakturer i Norge, oprette et Svovlværk i Island o. s. v. Den Slags Projekter vedbleve at fremkomme igjennem hele Tidsrummet. Selv Medlemmerne af det ny indrettede Kommercekollegium, deriblandt Mænd som U. Fr. Gyldenløve og Jens Juel, tilbøde 1671 at ville bruge deres Midler til Oprettelse af et „Wantmacheri" (Klædefabrik), saafremt der blev givet dem visse Begunstigelser. Men især vare Aarene omkring 1700 rige paa Andragender om Privilegier. Det var, som om forskjellige entreprenante Mænd mente, at der nu var frit Spillerum for alskens Projekter indtil den vildeste Svindel. Det ene Forslag efter det andet indkom til Regeringen om at bringe Handel og Manufakturer i Flor, ikke mindre end om at hjælpe Statens Finanser paa Fode og om at skaffe Enker og Umyndige forøgede Indkomster.
Undertiden var det mere beskedne Forslag, der fremkom, som naar kjøbenhavnske Kjøbmænd søgte om Privilegium paa at drive Handel paa Rusland, naar en Mand vilde have Eneret paa Salg af Staal fra sin Fabrik i Rendsborg, eller en jødisk Kjøbmand i Glückstadt søgte om at overtage Handelen paa Guinea. Men Projekterne kunde ogsaa gaa ud paa at give Handelen eller Industrien i det hele et Opsving, snart ved uklare og i almindelige Udtryk affattede Forslag, snart ved rent æventyrlige Projekter. En anonym indsendte en Plan til Regeringen for, hvorledes Statens Finanser kunde komme paa en grøn Gren; men Forslagene vare af en saadan Natur, at de kun vare til at henlægge. Den
