Ordning af Skovyæsenet i Danmark. IBl
yene til Græsgange, og man var som en Følge af Da- tidens elendige Agerbrug endog mange Steder nødt dertil, hvis man vilde holde Livet i Kreaturerne; men dette var i høj Grad skadeligt for Opvæxten i Skovene. Da det ikke var muligt, h^lt at forhindre det, søgte Re- geringen at gjøre Skaden saa ringe som muligt ved at forbyde at holde Geder, hvor der var Underskov, og ved sd befale, at alle Svin skulde ringes, saa snart de bleve slupne ud i Skovene ^).
Forbud og Befalinger gik saaledes Side om Side for at sikre Skovenes Bestaaen i Danmark, de vendte sig til hele Befolkningen paa Landet. Bønder saavel som Proprietærer skulde føle, at her var en Pligt, Regeringen alvorlig krævede opfyldt. Og dette vedvarede hele Tids- rummet igjennem. Ved denne som ved alle Lejligheder bavde Befolkningen kun liden Lyst til at rette sig efter de Indskrænkninger og Paabud, som Staten foreskrev den. Regeringen maatte gjentage sine Befalinger med stærke Trusler ^).
Ganske det samme var Tilfældet i Slesvig og Holsten, hvor Kongen med Hensyn til de Skove, der laa i hans særUge Dele af Hertugdømmerne, ved lignende Forbud og Befalinger om Plantninger søgte at hindre Ødelæg- gelse, baade af Statens og af Privates Skove. Det var ogsaa med dette Maal for Øje, at Udførsel af Brænde og Tømmer fra den kongelige Del af Holsten blev for- budt eller i det mindste kun tilladt med store Ind- skrænkninger^).
I Norge med dets umaadelige Skovstrækninger og dets saare indbringende Trælastudførsel vare Forholdene meget forskjellige fra, hvad de vare i Danmark. Den ældre Tid havde der ikke kjendt til Indskrænkninger i Skovenes Brug, og i Almenningsskovene, d. v. s. dem, der ikke tilhørte nogen enkelt' Mand, men det offentlige €ller Kongen, havde enhver havt Lov til at hugge saa- meget han lystede. Men da Trælastudførselen kom i Gang i det 16de Aarhundrede, blev Almuens Ret til