180 Syyende Kapitel.
indskrænke de private Skovejeres Ret til at hugge i deres Skove. Ikke blot befalede Kristian Y, at alle Proprietærer og især de, hvis Skove Begeringen havde forbeholdt sig Ret til at kunne kjøbe tilbage, skulde til- tales af Generalfiskalen som „Vores Mandaters modvillige Overtrædere", naar de „for Fode omhuggede og ødelagde deres Skove"; men han forbød Selvejere, Proprietærer, der- ikke havde 200 Tønder Hartkorn samlet Gods, saavel som dem, der havde Gods i Forlening eller havde Skov tillagt til deres Embede, at maatte hugge Træer til Salg, et Forbud, der lyder i højeste Gråd rigoristisk*). Paa den anden Side blev der gjentagne Gange udstedt Befalinger om Plantninger. Danske Lov fornyede en gammel Lovbestemmelse om , at enhver Bonde aarlig i det mindste skulde lægge fem Humlekuler, tre Ymper Abild, Pære eller andre gode Træer og desuden plante ti Pile. Havde Bønderne ikke Rum dertil ved deres Gaarde, skulde de plante dem langs deres Gjærder. Hertil sluttede sig Befalinger om Plantning af unge Træer saavel i Proprietærernes som i Kongens egne Skove. De Bønder, der fik Tilladelse til at hugge i disse sidste, skulde i det Sted plante unge Træer^ ligesom det ogsaa blev paabudt ved Danske Lov, at enhver, der fik Tilladelse til at hugge et Træ i noget Herskabs Skove, skulde i det Sted dels beskjære ti unge Træer, som anvistes ham, dels plante sex Træer af samme Slags som det, han havde faaet Lov at fælde'). Da Skovene vitterhg led meget derved, at der blev hugget Gjærsel i dem til at danne Risgjærder af om Bymarkerne, befalede Regeringen, at man allevegne i Danmark, hvor Jorden var bekvem dertil, skulde op- kaste Grøftevolde og beplante disse med Pil, Tom, Hassel, El o. s. v. Hvor der fandtes Sten, skulde der sættes Gjærder af disse, dog behøvede dette, der kræ- vede stort Arbejde, først at ske lidt efter lidt, for at det ikke skulde falde Undersaatteme for haardt^).
Det var dengang ganske almindeligt at bruge Sko-
