Skovødelæggelser i Danmafk. 179
Bedste og Fremtarv, være sig med nye Værker, Ryd- ninger, Fiskerier, Skæferier, Manufakturer, øde Jorde- godsers Eesættelse osv." Selv om Regeringen visselig ved alt sligt ønskede at fremme Undersaattemes Gavn, at se dem tilfredse og velstaaende, var dens ledende Tanke dog for en stor Del den, at det materielle Op- sving vilde være et vigtigt Middel til, at „Statens Ind- komster kunde formeres." Denne Side af Sagen frem- hæves idelig i Instruxerne. Derved blev Begeringen end mere drevet frem i den Retning, hvortil baade Datidens økonomiske Grundsætninger og Overleveringen fra Fortiden førte den, til nemlig at ville have sin Haand med i al Syssel og regulere alt. Den kom paa en ejen- dommelig Maade til at tage alle i Staten i sin Tjeneste. Der er Virksomheder, hvor ogsaa i den nyeste Tid Hensynet til det Heles Vel i den Grad stilles i første Række, at der sættes snævre Grænser for den enkeltes frie Brug af sin egen Ejendom. Dette gjælder om Skovbruget. Skove ere indenfor et vist Omfang en Nødvendighed for et Land, og det er saameget vig- tigere, at Staten vaager derover, som Fristelsen ligger nær til ved hensynsløs Skovhugst at skaffe sig en let og hurtig vunden Indtægt. Enhver véd, hvor meget vort Land har lidt i Tidernes Løb ved overdreven og uforstandig Skovhugst. Saameget mindre kan det undre, at Enevælden strax fra sin første Tid har arbejdet paa at ordne Skovvæsenet saaledes, at den truende Øde- læggelse kunde hindres.
Det er i de stærkeste Udtryk, at Regeringen i sine Forordninger udmaler, hvor ilde det stod til med Sko- vene i Danmark saavel som i Slesvig og Holsten, at „Skovene her mærkeligen aftage og forværres, en Del formedelst ulovlig og utilbørlig Skovhugst, en Del ogsaa formedelst den store Efterladenhed, hidindtil Dags hos alle har været, idet moxen ingen nogen Flid eller Vind derpaa haver villet lægge. Skovene igjen at beplante" ^). For at standse sligt greb Enevælden til i høj Grad at
12»
