Side:Christianiadommen - Østre Landsrets dom af 10. februar 1977.djvu/6

Denne side er blevet korrekturlæst

- 6 -

I en redegørelse, afgivet til folketinget den 14. august 1973 og underskrevet af forsvarsministeren, kulturministeren og socialministeren (bilag 1) hedder det herom (side 1) at

"Forsvarsministeriet var derfor tvunget til at tage stilling til spørgsmålet om bevogtning af det 32 tønder land store areal med ialt 190 større og mindre bygninger. Det blev bestemt, at militær bevogtning ikke skulle finde sted, og i stedet blev iværksat en civil vagtordning omfattende en vis rundgang især i aften- og nattetimerne. Talrige rapporter viste, at en sådan vagtordning ikke kunne hindre, at uvedkommende trængte ind på området og her forøvede et betydeligt hærværk i form af knuste ruder, indbrud i bygninger, ligesom der blev konstateret et udbredt tyveri af forskellige installationer.

(side 2)

Kort efter den nye regerings tiltrædelse 11. oktober 1971 blev flere af bygningerne taget i besiddelse af unge mennesker og brugt til beboelse. Der syntes at være tale om en veltilrettelagt plan, og i løbet af kort tid var antallet af beboere oppe på flere hundrede. Det var en nærliggende tanke at bede politiet rydde arealet under henvisning til, at man uretmæssigt havde taget ophold på andres ejendom. Forsvarsministeriet ønskede ikke at bruge en sådan fremgangsmåde i erkendelse af, at en efterfølgende effektiv bevogtning af et så stort areal kun ville være muligt ved en uforholdsmæssig stor anvendelse af civile vagtselskaber, idet man var enig med den tidligere regerings beslutning om, at der ikke skulle anvendes militær bevogtning.