- 53 -
Den 9. maj 1975 afholdt forsvarsminister Orla Møller i forsvarsministeriet et møde med ca. 20 repræsentanter for Christiania, herunder arkitekt Per Løvetand Iversen og professor Ole Krarup. Mødet er gengivet dels i et af fuldmægtig i forsvarsministeriet Martin Richter udfærdiget referat (bilag 152), dels i den tidligere omtalte båndoptagelse, hvoraf der også foreligger en afskrift (bilag 332).
Forsvarsministeren indledte med at pege på folketingsbeslutningen og finansudvalgets afslag på bevillingsansøgningen. Da Christiania ikke kunne fortsætte udover den 1. april 1976, ønskede ministeren gerne at blive informeret om de problemer, der rejste sig for beboerne, og om hvorledes man kunne foreslå dem løst. Ministeren udtalte endvidere, at Christiania-området ville blive tilbudt Københavns kommune, og at det ikke kunne tænkes, at andre end kommunen overtog området, samt at kommunen gerne så Christiania lukket så snart som muligt.
Ole Krarup fremdrog idekonkurrencen og Spurgte, hvorfor og hvornår idekonkurrencen var opgivet. Ministeren bemærkede hertil, at der aldrig var lavet en sådan konkurrende.
Efter forskellige meningstilkendegivelser sluttede mødet med, at forsvarsminister Orla Møller udtalte, at han nu klart havde meddelt, hvad man kom til at rette sig efter, og han efterlyste forslag til en lempelig udgang inden den 31. marts 1976. Arkitekt Per Løvetand Iversen erklærede, at man nu ville drøfte sagen i Christiania og en dag vende tilbage.
Det er Oplyst, at forslaget til dispositionsplan for Christianshavn blev vedtaget i Københavns borgerrepræsentation den 25. juni 1975.